Hos likørvirksomheden Falk Bornholm begynder produktionen i de bornholmske haver. Her finder Line Falk blomster, bær og vilde råvarer, som hun forvandler til håndlavede likører med smag af øen.
Men bag de kreative produkter ligger en hverdag som selvstændig, hvor hun står alene med det hele, fra produktion og salg til regler og drift. Og det kan til tider føles ensomt.
I takt med at virksomheden voksede, blev behovet for sparring større, og Line Falk savnede et sted at vende både de små og de mere komplekse udfordringer med nogen, der forstår hverdagen som selvstændig i en nichebranche.
Det fandt hun gennem SMVdanmark og i brancheforeningen for Danske Destillerier og Spiritusproducenter.
“Jeg driver en enkeltmandsvirksomhed, så det betyder meget for mig at være en del af et fællesskab og have nogen at sparre med.”
Hurtig hjælp til små og store spørgsmål
Som producent af spiritus arbejder Line Falk i en branche med mange regler om blandt andet mærkning, tilladelser og markedsføring. Og det er ikke altid lige til at finde svarene.
Samtidig oplever hun, at det kan være svært at få entydige svar fra myndighederne. Når hun kontakter Fødevarestyrelsen, afhænger vejledningen ofte af, hvem hun får fat i, og det gør det vanskeligt at navigere sikkert.
Netop derfor er adgangen til juridisk rådgivning gennem SMVdanmark blevet en vigtig støtte i hverdagen.
“Det giver mig en stor tryghed at have SMVdanmarks juridiske rådgivning i ryggen. Ofte har man jo bare et hurtigt spørgsmål, og der er det en stor værdi at have nogen, man hurtigt kan ringe til, i stedet for selv at bruge en masse tid eller betale for dyr rådgivning.”
SMVdanmark gør opstarten lettere for nye iværksættere
Line Falk fortæller, at hun gerne ville have kendt til SMVdanmark tidligere i sin iværksætterrejse.
“Jeg tror, jeg havde sparet både tid og penge, hvis jeg havde kendt til SMVdanmark, da jeg startede min virksomhed,” siger hun.
”Som nyopstartet får man nogle gode startværktøjer til de praktiske ting, for eksempel hjælp til at vælge et regnskabssystem, så man undgår at bruge penge på noget, der alligevel skal skiftes ud igen,” tilføjer hun.
Derfor anbefaler hun SMVdanmark til andre iværksættere, der står foran at skulle i gang – både på grund af de konkrete værktøjer og fordi medlemskabet giver adgang til rådgivning, netværk og sparring.


