En tilsyneladende harmløs softicemaskine har sat en stopper for, at Bjarne Bjergfelt kan have unge ansat i sin butik Unyttigt.dk i Arnborg uden for Herning. Arbejdstilsynet mener, at softicemaskinen er farlig, og i stedet for værdifuld erhvervserfaring måtte Bjarne Bjergfelt give seks ungarbejdere en fyreseddel efter et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
“Jeg har forsøgt at lave en tryg og lærerig arbejdsplads, men det er åbenbart uforeneligt med en softicemaskine. Det er for mig fuldstændigt ubegribeligt, at Arbejdstilsynet kan komme frem til, at en softicemaskine skal stå i vejen for, at unge mennesker må være ansat i min butik,” siger Bjarne Bjergfelt.
Ifølge ham udgør softicemaskinen ingen reel risiko, og han finder Arbejdstilsynets beslutning uforståelig.
“Når de hverken bliver sat til at rengøre eller vedligeholde maskinen, så er deres opgave ikke farligere end, når de går op til softicebuffeten på en familierestaurant.”
SMVdanmark: Unge har brug for arbejdspladser
Hos SMVdanmark, som repræsenterer små og mellemstore virksomheder, deler man Bjarnes frustration. Kasper Munk Rasmussen, branche- og uddannelseschef, mener, at reglerne forhindrer unge i at få de arbejdsfærdigheder, der kan være afgørende senere i livet.
“Det er helt skævt, at så stramme regler skal spænde ben for unges engagement og gåpåmod. At en softicemaskine bliver betragtet som en risiko, virker langt ude. Vi skal passe på ikke at tage arbejdsmulighederne fra dem, der gerne vil gøre en forskel – det gavner hverken de unge eller virksomhederne,” siger han.
Ny bekendtgørelse bringer håb
Nu er der dog udsigt til, at tingene kan ændre sig. En ny bekendtgørelse er sendt i høring og lægger op til, at unge under 15 år må arbejde, så længe de er i sikker afstand fra maskiner, der vurderes som ufarlige. Fristen for høringen er sat til den 20. november, og hvis alt går som forventet, kan Bjarne ansætte de unge igen allerede fra 1. januar 2025.
“Selvfølgelig er jeg glad, hvis reglerne lempes. Men det er trist, at det skulle komme så langt. Unge har brug for at være en del af arbejdsmarkedet, og vi må finde en balance, hvor reglerne beskytter dem uden at fjerne muligheden for at lære,” siger Bjarne.