”Det er en fantastisk mulighed for at åbne døren til vores fag og give de unge noget selvtillid og mod på at gå deres egen vej.”
Sådan siger Uno Apold, ejer af anlægsgartnervirksomheden Grøn Entreprise, om juniormesterlæreordningen, der netop er rullet ud i landets kommuner.
Faktisk tog virksomheden sin første elev i juniormesterlære allerede i begyndelsen af 2024, før juniormesterlæreordningen officielt trådte i kraft. Nu har de netop taget imod deres næste juniormester, Felix Mortensen, som går i 8. klasse i Rødovre, og som skal være hos virksomheden to dage om ugen det næste halve år.
For Felix har det ikke altid været let at følge den almindelige skolegang. Som ordblind har han ofte oplevet, at de mange læse- og skriveopgaver var en udfordring. Derfor var juniormesterlære et kærkomment alternativ:
”Jeg har altid været glad for at bruge mine hænder og min krop, og derfor var juniormesterlære en oplagt mulighed for mig,” fortæller Felix.
Hos Grøn Entreprise har han hurtigt oplevet, hvordan teori bliver til praksis, og allerede efter de første par uger i praktik har Felix fået smag for faget.
For Uno Apold er det en glæde, når elever som Felix får øjnene op for anlægsgartnerfaget. Han håber, at juniormesterlæreordningen på sigt vil føre til, at flere vælger at gå i lære i hos virksomheder som hans. Samtidig understreger han, at det er mindst lige så værdifuldt, hvis de unge gennem praktikforløbet får styrket deres selvværd, opbygget erfaring og dermed får et bedre grundlag for at vælge deres uddannelsesvej.