Små og mellemstore håndværksvirksomheder mærker allerede nu mangel på elever, og der er ikke udsigt til forbedring. Ved at blive praktikvært kan SMV’erne hjælpe en lokal elev fra 8. klasse og samtidig styrke interessen for faget og virksomheden. På længere sigt kan det bidrage til, at der vil være endnu flere dygtige, faglærte unge – til gavn for både håndværksvirksomheder og samfundet.
Praktikforløbene er målrettet elever, som kan have gavn af at lære i en anden kontekst end i skolen. Som praktikvært kan du være med til at styrke en lokal elevs udvikling og læring – sammen med skolen.
Hvad kræver det af dig?
- Du skal tage godt imod en elev i et tre-ugers praktikforløb
- Tid og overskud til at give eleven gode oplevelser med dit fag
- Lade eleven indgå i det daglige arbejde i virksomheden sammen med kollegerne
- Indgå i tæt samarbejde med elevens UU-vejleder og lærer, som støtter op om praktikken før, under og efter praktikforløbet
- Din virksomhed skal ligge i eller i nærheden af Vallensbæk, Gladsaxe, København eller Slagelse
Uno Apold ejer firmaet Grøn Entreprise A/S, og Uno har allerede haft en praktikant i tre uger. Uno siger selv om indsatsen:
”Vi har selv ansvaret for at fortælle, hvad vi laver og ansvar for at uddanne næste generations håndværkere. Vi bliver nødt til at vise ungdommen, hvad vores fag står for. Jeg kan kun anbefale andre virksomheder at åbne deres dør og lade en ung elev se, hvad I laver.”