Ønskeliste til den nye regering: Erhvervsuddannelser med visioner

"Vi ønsker også, at I betragter uddannelse som en investering i vores fælles fremtid og ikke som en udgift," skriver SMVdanmarks uddannelsespolitiske chefkonsulent Heike Hoffmann i Altinget den 27. juni.

Debatindlæg bragt på Altinget.dk den 27. juni 2019

Kære regering

Velkommen til. Vi glæder os til at samarbejde med jer på de mange gode SMV-dagsordener. Her har I vores ønskeseddel til jeres arbejde med erhvervsuddannelserne, som, ud over penge, trænger til en kærlig hånd, opmærksomhed, frem- og udsyn.

Vi ønsker os, at I afskaffer omprioriteringsbidraget, så erhvervsskolerne kan levere undervisning på højt niveau − undervisning, som udfordrer alle de dygtige unge, der har valgt en erhvervsuddannelse.

Vi ønsker også, at I betragter uddannelse som en investering i vores fælles fremtid og ikke som en udgift. Dette kan vi heldigvis se afspejlet i aftalen "Retfærdig retning for Danmark".

 

Vi har brug for den samlende fortælling

Det er dog ikke gjort med det. Vi har flere ønsker, for alt for få søger ind på erhvervsuddannelserne, og for få bliver faglærte.

Der er problemer med både tilgang og frafald, og det giver os problemer med for få faglærte, som SMV’erne er så afhængige af.

Vi har derfor brug for, at regeringen fokuserer på output – svendebreve – og ikke kun input og ansøgere. Det er den samlende fortælling, vi har brug for.

Vi ønsker os derfor, at I fortsætter med at samarbejde med os om at få flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne direkte efter folkeskolen.

Mange steder skal vi sammen lægge pres på kommunerne for at få fortalt den gode historie om det faglærte valg som et godt valg – både i forhold til beskæftigelse og i forhold til efteruddannelse.

Den kommunale ungeindsats skal have lov at falde på plads efter de store ændringer, men vi har brug for, at kommunerne leverer på de nationale mål. Overgangsfrekvensen skal hæves. Derfor er vi glade for at se, at vi med aftalen får en indsats for at styrke vejledningen i folkeskolen.

 

En studenterhue gør ikke en lærling mindre attraktiv

Vi ønsker også de "unge voksne" tilbage på erhvervsuddannelserne – dem tabte vi nemlig med reformen fra 2015. De sidste tal, vi har hørt, er, at erhvervsskolerne har over 7.000 færre af de unge voksne i dag.

Og de er superattraktive for SMV’erne. Både kommuner, fagbevægelsen, erhvervsskolerne og virksomhederne skal yde en særlig indsats for at få dem til at vende tilbage til erhvervsuddannelserne. Det vil vi gerne samarbejde med jer om.

Vi ønsker os, at de mange unge mennesker, der vælger gymnasiet efter folkeskolen, kan få vejledning om, at fremtiden for dem også kan være den faglærte vej.

Det skal være muligt at udvide vejledningsindsatsen på gymnasierne til også at omfatte erhvervsuddannelserne. Man bliver ikke mindre attraktiv som lærling af at have en studenterhue på, så vejledningen om erhvervsuddannelserne må ikke stoppe i folkeskolen.

 

Beløn virksomheder, der tager lærlinge

Særligt og inderligt beder vi jer om at kaste et kritisk blik på trepartsaftalen om kvalificeret arbejdskraft. Aftalen om praktikplads-AUB er blevet alt for kompliceret og har ikke det rigtige fokus.

Vi ønsker os en simpel og forståelig AUB-ordning, der for alvor belønner ALLE de virksomheder, der ansætter lærlinge – og som henter pengene hos de virksomheder, der ikke bidrager nok til at løfte uddannelsesansvaret.

Men først og sidst ønsker vi os en regering og en undervisningsminister, der har visioner for erhvervsuddannelserne, og som for alvor kan skabe opmærksomhed om dem, tillid til dem og en fremtid for dem – overalt i Danmark.

SMVdanmark vil rigtigt gerne bidrage til det arbejde.

 

Velkommen til, og god arbejdslyst.