Mange virksomheder har i de seneste måneder været presset af stigende energipriser. Det er dog ikke et akut problem, der har sat gang i arbejdet med den grønne omstilling. Det fortæller Martin Arberg, ejer og udviklingsdirektør i Kjellerup-virksomheden Linatech, der leverer maskiner, procesanlæg og komponenter af høj kvalitet.
"Heldigvis har vi ikke været tvunget ud i akutte løsninger, da vi har fastprisaftaler på el og gas. Vi har kunnet bruge de seneste måneder til at fordybe mig i den grønne omstilling. Vi er i en proces, hvor vi gennemgår alle punkter i vores værdikæde for at se, hvor vi ville kunne energioptimere. Det er vigtigt, at vi gør det ordentligt og grundigt, så vi gør det rigtigt fra starten af," fortæller han.
Linatech har modtaget 60.000 kr. fra EC SMV, et projekt som har sigte på at øge energieffektiviteten og reducere CO2-udledningen blandt små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland. Virksomheden vil bruge disse penge på en konsulent, der kan hjælpe dem godt i gang med denne proces.