Det er renteloven, der regulerer betalingsfrister i Danmark.
Hovedreglen er, at hvis ikke man har aftalt andet, forfalder regningen til betaling 30 dage efter fakturadato. Det vil sige, at man både kan aftale kortere og længere betalingsfrister end 30 dage. Det er der ingen grænser for og er helt op til leverandøren og kunden at aftale.
Men hvornår anser man en anden betalingsfrist for at være aftalt?
Her er det afgørende, hvad der står i aftalen. Det vil sige den aftale, hvor man indgår aftale om købet eller ydelsen. Hvis man ønsker en anden betalingsfrist end 30 dage, skal man huske at aftale det allerede på dette tidspunkt eller senest i den ordrebekræftelse, som man sender til kunden inden aftalens opfyldelse. Mundtlige aftaler, der ikke følges op af en skriftlig ordrebekræftelse eller andet med en angivet kortere betalingsfrist, har standardbetalingsfristen på 30 dage
Det vil ikke være nok, hvis man skriver sin betalingsfrist nederst på sin faktura. Det vilkår er først fremsat efter aftalens opfyldelse og vil derfor ikke blive anset som aftalt mellem parterne og er derfor ikke gyldigt.
Så for at vende tilbage til starten om, hvem der havde ret, var det kunden, der havde ret, da kravet om en betalingsfrist på 8 dage først var blevet fremsat på fakturaen og dermed efter aftalens indgåelse.
Man kan komme ud for kunder, der kræver langt længere betalingsfrist end 30 dage. Det er desværre ikke usædvanligt. Juridisk er det ikke en svær sag, men vi anbefaler alligevel, at du i så fald kontakter SMVdanmarks jurister for råd og vejledning.
Hvis du har spørgsmål til denne artikel eller andre juridiske spørgsmål, kan du som medlem af SMVdanmark altid ringe til vores jurister på 3393 2000 og få et gratis råd.
