Kunstig intelligens på arbejdet? Pas på de juridiske fælder

Benytter du kunstig intelligens som fx ChatGPT på arbejdspladsen, er der nogle juridiske spilleregler. Du kan fx risikere at blive straffet for at videregive fortrolige oplysninger eller for uforvarende at krænke andre menneskers ophavsret, hvis du ikke passer på.

Kunstig intelligens på arbejdspladsen – hvad skal du være opmærksom på?

I den seneste tid er brugen af kunstig intelligens på arbejdspladsen tiltaget drastisk. Mange virksomheder og medarbejdere anvender allerede chatbot-tjenester, som fx ChatGPT og Googles Bard, som ved hjælp af kunstig intelligens kan besvare alverdens spørgsmål, skrive artikler, besvare mails og meget andet. Ved at trække på store mængder tekstdata, som er indsamlet fra internettet, er den kunstige intelligens trænet til at forstå og generere menneskelignende tekst. På den måde kan den ofte give et seriøst og professionelt udkast til fx. en artikel, som genereres få sekunder efter brugeren har indtastet sin anmodning i chatbot-tjenestens spørgefelt. Ved første øjekast er det kun fantasien, der sætter grænser for de mange tidsbesparelser, som kunstig intelligens åbner op for. Med denne artikel vil vi dog gerne fremhæve, at også juraen, i tillæg til fantasien, bør afgrænse, hvordan chatbot-tjenester bruges i din virksomhed.  

Pas på, hvad du deler med en chatbot-tjeneste!

Oplysninger og data, som du indtaster i chatbot-tjenestens spørgefelt, deles reelt med den virksomhed, som udbyder chatbot-tjenesten, og oplysningerne kan ikke trækkes tilbage, når de først er delt. Derfor bør man ikke dele oplysninger, som er fortrolige, fx oplysninger om kundeforhold eller andre forretningskritiske oplysninger. Det samme gælder deling af personoplysninger, hvis man fx beder chatbot-tjenesten besvare en kundemail, som indeholder kundens adresse og kontaktinformation. Dette vil typisk være en ulovlig videregivelse af personoplysninger, da videregivelse kræver samtykke fra den person, som oplysningerne tilhører.

Pas på, hvordan du bruger chatbot-tjenestens svar!

Som nævnt er Chatbot-tjenester baseret på enorme mængder data, som den har samlet på internettet. Det er denne indsamlede data, som bruges til at generere en ønsket tekst, et billede, eller noget helt tredje. De data, som svaret indeholder, kan være underlagt immaterielle rettigheder, som vil begrænse dig ift., hvordan du kan bruge svaret kommercielt. Derfor kan du, uden at være klar over det, komme til at krænke en andens immaterielle rettigheder. Det kan fx ske, hvis du benytter en chatbot-tjeneste til at udarbejde markedsføringsmateriale eller til at genere billeder til din hjemmeside eller dine sociale medier. Derfor bør du sætte dig grundigt ind i chatbot-tjenestens brugervilkår, inden du kommercielt anvender fx tekst eller billeder, som er genereret af en chatbot-tjeneste.  

Opstil klare retningslinjer for dine medarbejdere

Nu kender du de primære risici ved at benytte kunstig intelligens på arbejdspladsen, men det gør dine medarbejdere sandsynligvis ikke. Vi anbefaler derfor, at du opstiller klare retningslinjer for, hvordan dine medarbejdere kan bruge kunstig intelligens i deres daglige arbejde. Dette kan samtidig være en god lejlighed til at drøfte, hvilke opgaver en chatbot-tjeneste vil kunne bidrage til, og hvor det ikke er hensigtsmæssigt at anvende chatbot-tjenesten. Herudover giver klare retningslinjer dig et øget råderum i en situation, hvor du mener, at en medarbejders brug af kunstig intelligens bør have ansættelsesretlige konsekvenser.

Har du yderligere spørgsmål til de regler, der gælder, når du eller dine medarbejdere bruger kunstig intelligens på arbejdspladsen, så husk, at du gratis kan ringe til SMVdanmarks juridiske hotline på telefon 33932000 eller ved at sende en mail til smv@smvdanmark.dk  

 

 

Christoffer Sodemann

Chefkonsulent, Cand.merc.jur

tlf 32630324 Læs mere om Christoffer Sodemann

Se tidligere webinarer og få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om betalingsløsninger eller det om..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..