Sælger du produkter i EU? Så kan du være omfattet af de nye regler om produktsikkerhed

I år er langt flere virksomheder omfattet af Produktsikkerhedsforordningen (GSPR), som nu stiller strengere krav til virksomheders ansvar for information og mærkning af varer. Det gælder uanset, om du sælger varer i en fysisk butik eller online.

Formålet med GSPR er at styrke forbrugersikkerheden i hele EU ved at indføre ensartede regler for både fysiske og digitale salgskanaler. Med de nye regler bliver oplysningspligten ved fjernsalg skærpet, sporbarheden af produkter forbedret, og det bliver generelt lettere og hurtigere at tilbagekalde farlige produkter fra markedet. 

Det betyder, at der nu gælder en række nye krav, som du og din virksomhed skal kende og forholde jer til, hvis I bringer produkter i omsætning eller gør dem tilgængelige på det europæiske marked. Uanset om du driver webshop, importerer varer eller sælger produkter på den ene eller anden måde, er det afgørende at sikre, at dine produkter lever op til de nye regler.  

Hvis du vil vide mere om ordningen og reglernes konsekvenser for dig og din virksomhed, kan du allerede nu melde dig til vores webinar, hvor vi på onsdag den 26. maj gennemgår GSPR og svarer på spørgsmål sammen med Sikkerhedsstyrelsen. Det er gratis at deltage, og alle kan tilmelde sig via linket her. 

Hvis du sælger produkter online: 
Sælger du produkter online, er du forpligtet til at give forbrugerne en række oplysninger om de produkter, du sælger, herunder: 

  • Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadressen og den elektroniske adresse, hvor fabrikanten kan kontaktes. 

  • Hvis fabrikanten ikke har adresse inden for EU, skal du oplyse navn, postadresse og elektronisk adresse på en person, der har ansvaret for produktet. 

  • Oplysninger, så produktet kan identificeres. Dette kan være via et billede og oplysninger om produkttype. Billedet kan være enten et fotografi, en illustration eller et symbolelement, der gør det nemt at identificere produktet. 

  • Nødvendige advarsler eller sikkerhedsoplysninger, som skal anbringes på produktet eller emballagen eller i et dokument, der leveres sammen med produktet. 

Ovenstående oplysninger skal tydeligt angives der, hvor produkterne udbydes til salg, så dine kunder nemt kan finde dem. Dette betyder ikke, at oplysningerne nødvendigvis skal vises hver gang produktet nævnes, men de skal være synlige og nemt tilgængelige i forbindelse med selve udbuddet af produktet. 

Hvis du sælger produkter i en fysisk butik 
Hvis du sælger varer i en fysisk butik, skal du også overholde en række krav, for så vidt angår produkter, der ikke allerede er omfattet af anden EU-lovgivning på det pågældende område. Herunder skal du sikre: 

  • Du kun bringer sikre produkter i omsætning. Sikkerheden vurderes ud fra produktets karakteristika, design, sammensætning, emballage, instruktioner, mærkning, samt hvilke forbrugere produktet er tiltænkt (fx børn, ældre). 

  • Produktet skal være forsynet med oplysninger, der gør det muligt at identificere produktet, herunder type-, parti- eller serienummer eller anden identifikator, som er klart synlig og letlæselig for forbrugeren. Hvis dette ikke er muligt på selve produktet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et ledsagende dokument. 

  • Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller varemærke, postadresse og elektronisk adresse skal også fremgå på produktet, emballagen eller et ledsagende dokument. Importører og distributører skal tilsvarende sikre, at deres kontaktoplysninger fremgår. 

  • Produktet skal ledsages af en klar brugsanvisning og sikkerhedsinformation. 

  • Fabrikanten skal foretage en intern risikoanalyse og udarbejde teknisk dokumentation, der som minimum indeholder en generel beskrivelse af produktet og dets væsentlige karakteristika, relevant for vurdering af dets sikkerhed.  

Manglende overholdelse 
GSPR giver de danske myndigheder flere beføjelser til at sikre, at produkter på markedet overholder gældende sikkerhedsstandarder. Dette inkluderer muligheden for at pålægge betydelige bøder og andre sanktioner ved manglende overholdelse herunder påbud om at ændre mærkning og information eller i værste fald krav om at fjerne dine produkter fra helt fra markedet. Desuden forpligtes du til at samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne, hvis de finder et farligt produkt på din hjemmeside. Markedsovervågningsmyndighederne vil desuden kunne kræve, at du fjerner disse farlige produkter fra din hjemmeside. 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du overholder kravene fra GSPR, kan du tilmelde dig vores webinar, og medlemmer af SMVdanmark kan kontakte den juridiske rådgivning. 

 

Nadia Wedel

Jurist

tlf +45 32 63 03 02 Læs mere om Nadia Wedel

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..