Konklusion og politikforslag
Analysen viser, at der i fremtiden vil være færre unge i den studieaktive alder. Allerede i 2030 vil der være 20.000 færre 20-29-årige, og i 2041 vil der være ca. 80.000 færre. De nuværende prognoser tyder på, at det særligt er landdistrikterne, der vil have færre unge. I landkommunerne vil der ifølge prognosen være ca. 9 pct. færre unge i 2030 sammenlignet med i dag, mens der i hovedstadskommunerne vil være 0,5 pct. flere, og de øvrige storbykommuner vil have 1,2 pct. færre. Først omkring år 2053 vil antallet af 20-29-årige samlet set være oppe på det niveau, det er på i dag.
Tallene viser, at der i de kommende år vil være færre unge til at fylde studiepladserne på de videregående uddannelser. Det er i sagens natur svært at påvirke det samlede antal 20-29-årige, der vil være i Danmark i 2030. Det er i sidste ende kun et øget antal internationale studerende, der vil kunne øge det samlede antal unge.
Prognosen er dog mere usikker i forhold til, hvordan de unge fordeler sig geografisk mellem landsdelene. Hvis regeringens udspil medfører, at der kommer mere attraktive og levedygtige uddannelsesmiljøer uden for de største byer, så vil udviklingen måske se anderledes ud, end prognoserne spår.
SMVdanmark støtter op om regeringens ambition om et Danmark i balance. De små virksomheder findes i hele landet, og hvis de skal kunne skaffe den fornødne arbejdskraft, så skal der være gode muligheder for at bo og arbejde i hele landet.
Det er dog ikke nok at placere en knappenål i et landkort og formelt placere en uddannelse. Der er behov for at sikre gode rammer, så de nye uddannelser bliver til levedygtige og attraktive uddannelsesmiljøer. Der skal også tænkes hele vejen rundt om uddannelsen i forhold til at sikre eksempelvis overgangen til arbejdsmarkedet.
På baggrund af analysen har SMVdanmark følgende anbefalinger til Christiansborg i forhold til placering af uddannelser:
1. Overvej, hvordan man kan udflytte uddannelser, der kan tiltrække unge fra resten af landet, så de nye uddannelser ikke skal slås om eleverne med de eksisterende uddannelser uden for de store byer, f.eks. erhvervsuddannelserne.
2. Det er vigtigt at sikre sammenhængen med arbejdsmarkedet. Det kan man gøre ved at placere uddannelserne dér, hvor der er brug for kompetencerne og ved at belønne institutionerne for at dimittenderne kommer i arbejde.
3. Placeringen kan ikke stå alene – der skal også gøre noget særligt for at udbrede kendskabet til uddannelser, der placeres i et ”nyt” område. Derfor bør alle uddannelser rettet mod det private arbejdsmarked der flyttes ud, være omfattet af en ”vækstpilotordning” så små og mellemstore virksomheder får tilskud for at ansætte dimittenderne i mindst 5 år efter de første dimittender er kommet ud. Dette kan evt. finansieres via midler fra EU’s socialfond.
4. Uddannelsesinstitutionernes økonomi skal omlægges, så de får en større del som grundtilskud – og dermed er mindre afhængige af at have mange studerende – og en større del som tilskud for at få dimittender i arbejde. Endeligt bør institutionerne belønnes for, hvor tilfredse virksomhederne er for samarbejdet med institutionen ift. at sikre kvalificeret arbejdskraft og ift. samarbejde om eksempelvis studiejob, praktik mv
5. I en tid med færre unge handler det også om at udbygge og udvikle de uddannelsesmuligheder, der findes landet over, så de eksisterende uddannelser ikke risikerer at lukke. Der findes i dag erhvervsskoler i de fleste kommuner, og det vil gavne adgangen til kvalificeret arbejdskraft lokalt, hvis flere vælger en erhvervsuddannelse. Der skal derfor være en fælles indsats for at styrke rekrutteringen af elever til erhvervsuddannelserne.
