Der bliver spildt 1,5 millioner dage årligt på unødvendig sagsbehandlingstid i byggesager

Der er markant forskel på, hvor hurtigt kommunerne behandler byggesager. Hvis alle kommuner er lige så hurtige som de ti hurtigste kommuner, kan der spares 1,5 millioner dages ventetid om året.

Dato: 22.03.2021

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid varierer fra fire dage i Vallensbæk Kommune til 192 i Samsø Kommune i 2020. Der er derfor et kæmpe potentiale for at mindste sagsbehandlingstiden, hvis de langsommere kommuner bliver lige så hurtige til at sagsbehandle som de hurtigste kommuner. Den samlede sagsbehandlingstid for alle byggesager var i 2020 2 millioner dage, og dette tal kan nedbringes med 1,5 millioner dage, hvis alle kommuner er lige så hurtige til at sagsbehandle som gennemsnittet af de ti hurtigste kommuner. Det viser beregninger foretaget af SMVdanmark med udgangspunkt i tal fra Kommunernes Landsforenings servicemålsstatistik for byggesager.

Analysens hovedkonklusioner:

  • Der er stor variation i sagsbehandlingstiden for byggesager fra kommune til kommune.
  • Samlet sagsbehandlingstid kan nedbringes med 1,5 millioner dage, hvis alle er lige så hurtige til at sagsbehandle som gennemsnittet af de ti hurtigste kommuner.

Kæmpe variation i sagsbehandlingstiden

De fleste byggesager skal godkendes af kommunen, og normalt kan byggeriet ikke påbegyndes, før byggetilladelsen er godkendt. Sagsbehandlingstid er derfor lig med ventetid for bygherre, og vil i mange tilfælde også være lig med spildtid i byggeprojektet og en besværliggørelse af planlægningen for entreprenør og håndværkere. Kommunernes Landsforening har i 2015 med den daværende regering indgået aftale om fælles såkaldte servicemål for den kommunale sagsbehandling. Målet for sagsbehandlingstiden for fx enfamilieshuse er 40 dage, mens målet for etagebyggeri, bolig er 60 dage. Der opereres med i alt fem typer af byggesager. Målene blev i 2020 kun opfyldt i 61 procent af sagerne, hvilket i sig selv indikerer rum for forbedring.

Kommunerne er pr. 1. januar 2020 med en overgangsordning frem til 1. juli 2020 ophørt med at stå for sagsbehandlingen på brand- og konstruktionsområdet. I stedet skal der anvendes certificerede statikere og brandrådgivere til at dokumentere og kontrollere overholdelsen af bygnings­reglementets krav. Det er indført for at sikre ens sagsbehandling på tværs af kommuner, og burde samtidig lette arbejdsbyrden for kommunerne. Desværre har det haft den uhensigtsmæssige bivirkning, at der er opstået mangel på certificerede statikere og brandteknikere, hvilket har forlænget og besværliggjort byggesagsansøgningsprocessen.

Statistikken over opfyldelsen af kommunernes servicemålene viser en kæmpe variation i sagsbehandlingstiden fra kommune til kommune.

SMVdanmark har med udgangspunkt i servicemålsstatistikken beregnet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for hver af de 98 kommuner. Sammensætningen af typen af byggesager er ikke ens fra kommune til kommune.  Hvis en kommune har relativt mange simple byggesager (fx enfamilieshuse), som det normalt er lettere at behandle, trækker det kommunens gennemsnit ned. For at tage højde for dette og sikre sammenlignelighed, er der beregnet et vægtet gennemsnit af den enkelte kommunes sagsbehandlingstid med vægte svarende til hele landets byggesager og ikke den enkelte kommunes sager.

Danmarkskortet viser alle kommuners gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvor en mørkere farve svarer til længere behandlingstid. Ved at klikke i toppen af figuren skifter kortet til at vise sagsbehandlingstiden for de enkelte byggesagstyper.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid opgjort ved denne metode varierer fra tre dage i Vallensbæk Kommune til 176 i Samsø Kommune i 2020, se figur. Det vil sige, at den langsomste kommune er mere end 50 gange langsommere end den hurtigste.

Opgjort med vægte svarende til den enkelte kommunes fordeling af sagstyper har Vallensbæk fortsat den laveste sagsbehandlingstid (fire dage) og Samsø har højeste med 192 dage. 

 

Stort potentiale for at mindske sagsbehandlingstiden

Den store variation i sagsbehandlingstiden afslører et kæmpe potentiale for at mindske sagsbehandlingstiden, hvis de langsommere kommuner bliver lige så hurtige til at sagsbehandle som de hurtigste. Den samlede sagsbehandlingstid for alle byggesager var i 2020 2 millioner dage. Dette tal kan nedbringes med 1,5 millioner dage, hvis alle kommuner er lige så hurtige til at sagsbehandle som gennemsnittet af de ti hurtigste kommuner inden for hver af de fem byggesagstyper.

Selvom ambitionsniveauet sænkes til, at de langsommere kommuner blot skal leve op til de opstillede servicemål inden for hver byggesagstype, vil den samlede sagsbehandlingstid stadig blive nedbragt med 0,5 millioner dage. Hvis alle kommuner netop lever op til servicemålene – også de hurtigere kommuner, som ellers overopfyldte servicemålene – vil den samlede sagsbehandlingstid stadig falde med 0,3 mio. dage.

Sagsbehandlingstiden, og hvor mange dage sagsbehandlingen kan nedbringes i hver enkelte kommune, hvis kommunen er lige så hurtig som gennemsnittet af de ti hurtigste, fremgår af tabellen bagerst i denne analyse.

Konklusion og politikanbefaling

SMVdanmark har forståelse for, at det tager tid at behandle en byggesag. Men når nogle kommuner er 50 gange længere tid om det end andre, bør de langsomste kommuner kunne sætte mere fart på sagsbehandlingen. Kommuner med lang sagsbehandlingstid bør afsætte flere ressourcer og prioritere området og kan med fordel lære af kommunerne med hurtig sagsbehandling.

Hvordan opgøres sagsbehandlingstiden?

I KL's servicemålsstatistik for byggesager og miljøgodkendelser 2020 er opgørelsen af sagsbehandlingstiden beskrevet: "Sagsbehandlingstiden opgøres fra det tidspunkt en ansøger har indsendt en fuldt oplyst ansøgning, til kommunen har truffet afgørelse i sagen. Sagsbehandlingstiden tælles som kalenderdage, hvor ansøgers svartid på opfølgende spørgsmål fra kommunen ud over 7 dage trækkes fra. I sagsbehandlingen kan der være behov for sagsbehandling hos anden myndighed, ligesom der er lovpligtige høringer, der skal gennemføres. Dette tælles med som kommunernes sagsbehandlingstid.

Bjarke Roed-Frederiksen

Chefkonsulent

mobil 60665520 Læs mere om Bjarke Roed-Frederiksen