Hver tiende selvstændig måtte kæmpe for en erhvervskonto

 

Dato: 05. oktober 2021

En erhvervskonto er nødvendig for, at selvstændige kan adskille virksomhedens økonomi fra den selvstændiges privatøkonomi. I nogle sammenhænge er en erhvervskonto endda et lovkrav. F.eks. for at en virksomhed kan få corona-kompensation, eller hvis en selvstændig ønsker at oprette eller omdanne en eksisterende virksomhed til enten et anparts- eller aktieselskab. Mere end hver tiende selvstændig tilkendegiver, at de har haft udfordringer med at få en erhvervskonto i banken, og den primære oplevede årsag har været, at bankerne ikke anser selvstændige som værende gode kunder.

Analysens hovedkonklusioner:

  • 12 pct. af de selvstændige oplever udfordringer med at få en erhvervskonto i banken.
  • Over halvdelen – 60 pct. – af de selvstændige, der oplever udfordringer med at få en erhvervskonto, angiver som årsag, at banken ikke anser selvstændige for at være gode kunder.

Mere end hver tiende selvstændig oplever udfordringer med at få en erhvervskonto i banken

En del af den nødvendige infrastruktur i en virksomhed er en erhvervskonto. F.eks. har det under corona været et lovkrav, for at de selvstændige har kunne modtage corona-kompensation, at den selvstændige havde en erhvervskonto. I dag er det eksempelvis også et lovkrav, at man har en erhvervskonto for at kunne oprette et anparts- eller aktieselskab. Begrænset adgang til en erhvervskonto for de selvstændige vil reducere deres mulighed for at ekspandere deres virksomheder i fremtiden.

En rundspørge foretaget af SMVdanmark i september 2021 blandt 1.122 selvstændige viser, at mere end hver tiende selvstændig - 12 pct. - har haft udfordringer med at få en erhvervskonto i banken.

Af de selvstændige, der har oplevet udfordringer med at få en erhvervskonto i banken, angiver 60 pct. som årsag, at banken ikke anser selvstændige for at være gode kunder. Flere af de selvstændige oplever derudover også, at de har haft svært ved at leve op til bankens administrative krav, f.eks. revisor- eller dokumentationskrav.

Konklusion og politikforslag

Mere end hver tiende selvstændig oplever udfordringer med at få en erhvervskonto i banken. Adgang til en erhvervskonto er afgørende for den selvstændige i interaktionen med det offentlige, og for at de selvstændige kan adskille deres privatøkonomi fra virksomhedens økonomi.

Privatkunder har i mange år haft krav på en basal indlånskonto. SMVdanmark mener, at man bør ligestille de erhvervsdrivende med privatkunder ved at indføre en regel om, at erhvervsdrivende i udgangspunktet har ret til en basal erhvervskonto. Såfremt et pengeinstitut nægter at oprette en erhvervskonto, skal det ske med en individuel og saglig begrundelse De erhvervsdrivende skal have krav på at få en skriftlig begrundelse ved afslag. Idet begrundelsen skal være saglig, må banken kun inddrage forhold, der er relevante ift. at få en indlånskonto. Idet der ikke er tale om udlån, vil det eksempelvis ikke være relevant, om iværksætteren har studiegæld eller lignende.  Banker vil stadig have mulighed for at afvise kunder ved mistanke om hvidvask eller lignende. En lovsikret ret til en basal erhvervskonto vil være et vigtigt bidrag i forhold til at gøre livet lettere for iværksættere i Danmark. Forslaget indgår i SMVdanmarks kommende iværksætterudspil.

Kasper Munk Rasmussen

Branche- og uddannelseschef

mobil 61 96 39 80 Læs mere om Kasper Munk Rasmussen