Kommunalvalg 2025 - erhvervsklimamåling

Analysen viser markante forskelle mellem kommunerne, når det gælder erhvervslivets vurdering af den kommunale infrastruktur. Øverst på listen finder vi Albertslund og Høje Taastrup, begge med en score på 52,8, efterfulgt af Nyborg, Ballerup og Ikast-Brande, jf. figur 2. Fælles for topkommunerne er, at de formår at sikre høj tilgængelighed for virksomheder. Det handler ikke kun om motorveje og togforbindelser, men også om lokal mobilitet, fremkommelighed og sammenhæng i infrastrukturen.

Underspørgsmålene bag infrastrukturscoren viser, at vedligeholdelse af vejnettet og parkeringsmuligheder er blandt de forhold, hvor forskellene mellem kommunerne er størst. Især parkeringsforhold i bynære erhvervsområder trækker vurderingerne ned i flere kommuner, mens et godt lokalt vejnet løfter tilfredsheden i blandt andet Ikast-Brande.

Adgang til kvalificeret arbejdskraft er en af de mest afgørende rammebetingelser for erhvervslivet, og samtidig et område, hvor virksomhedernes vurderinger af kommunerne varierer markant. Øverst på listen ligger Vesthimmerlands, Hvidovre og Mariagerfjord kommuner, som alle scorer over 44 point. I bunden finder vi Rudersdal, Frederikssund og Odsherred, der alle vurderes markant dårligere, jf. figur 3. Det er en tydelig indikator på, at nogle kommuner lykkes langt bedre end andre med at sikre virksomhederne adgang til relevant arbejdskraft.

Temaet dækker fire underområder: kommunens evne til at få personer ud på arbejdsmarkedet samt virksomhedernes oplevelse af, hvor nemt det er at skaffe henholdsvis faglært, ufaglært og videreuddannet arbejdskraft. På tværs af kommunerne er det især adgangen til faglært arbejdskraft, der volder udfordringer - både i bynære kommuner med højere lønpres og i yderområder, hvor mange unge søger væk efter endt skolegang. Det er en landsdækkende tendens, som afspejler det generelle pres på erhvervsuddannelserne og mangel på lærlinge. Her er der typisk tale om medarbejdere med en erhvervsuddannelse, for eksempel elektrikere, smede, mekanikere, social- og sundhedsassistenter og andre med teknisk eller håndværksmæssig baggrund, hvor efterspørgslen i mange tilfælde overstiger udbuddet.

For så vidt angår adgang til medarbejdere med videregående uddannelser, er billedet blandet. Kommuner med kort afstand til universiteter og professionshøjskoler, som Hvidovre og Skanderborg, vurderes generelt bedre, mens mere perifere kommuner uden højere uddannelsesmiljøer halter efter. Det gælder for eksempel Brønderslev og Gribskov. Der er typisk tale om efterspørgsel på medarbejdere med en professionsbachelor eller universitetsbaggrund, herunder f.eks. ingeniører, økonomer, pædagoger, it-specialister og akademiske generalister, og vurderingen afspejler, om disse grupper enten bor i eller kan tiltrækkes til kommunen.

Det delområde, der konsekvent scorer lavest i bundkommunerne, er dog kommunens evne til at få personer ud på arbejdsmarkedet. Det gælder i særlig grad i Rudersdal, Frederikssund og Odsherred, hvor virksomhederne oplever en svag beskæftigelsesindsats og et dårligt match mellem ledige og virksomhedernes behov. Her er virksomhederne ikke kun ramt af mangel på arbejdskraft - de savner også, at kommunen spiller en aktiv rolle i at få personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse eller med brudte jobforløb tættere på arbejdsmarkedet. Det gælder særligt unge uden uddannelse, langtidsledige og personer med begrænset arbejdserfaring eller sociale udfordringer.

Samlet viser analysen, at adgang til arbejdskraft ikke kun handler om at tiltrække folk udefra. Det handler i høj grad også om kommunens evne til at aktivere det eksisterende potentiale, og om at sikre, at uddannelsespolitik, beskæftigelsesindsats og erhvervsudvikling hænger sammen.

Virksomhedernes vurdering af kommunernes skatte- og afgiftsniveau udviser markante forskelle. Topscorerne er Thisted, Faxe og Mariagerfjord, mens bunden udgøres af Rødovre, Allerød og Ballerup, jf. figur 4. Resultaterne afspejler i høj grad, hvordan de lokale rammevilkår, både i form af formelle skattesatser og gebyrniveauer, opleves i praksis af erhvervslivet.

Temaet dækker fire delområder: kommuneskatten, grundskylden, dækningsafgiften på forretningsejendomme samt diverse kommunale gebyrer. Underspørgsmålene viser, at det især er dækningsafgiften og gebyrerne, der trækker vurderingerne ned i de dårligst placerede kommuner. Dækningsafgiften er en særlig erhvervsafgift, som pålægges værdien af forretningsejendomme, og den udgør dermed en direkte omkostning for virksomheder, der ejer eller lejer erhvervslokaler.

I 2025 opkræver 35 kommuner fortsat dækningsafgift, og satserne varierer betydeligt. I toppen finder vi Gentofte (12,9 promille), Lyngby-Taarbæk (13,1) og København (12,7), mens en lang række kommuner slet ikke opkræver afgiften. Særligt kommuner i hovedstadsområdet, for eksempel Ballerup, Brøndby, Rødovre og Gladsaxe, har høje satser og vurderes også lavt i den samlede skatte- og afgiftsanalyse. Der er altså en tydelig sammenhæng mellem høj dækningsafgift og lav tilfredshed blandt virksomhederne. Samtidig spiller kommunale gebyrer en voksende rolle i virksomhedernes vurderinger. Det drejer sig blandt andet om affaldsgebyrer, sagsbehandlingsgebyrer og andre serviceafgifter, som kan variere markant mellem kommuner. I virksomhedernes perspektiv opfattes disse gebyrer ofte som uigennemskuelige og vanskelige at påvirke, hvilket forstærker oplevelsen af at blive mødt af en uforudsigelig og dyr offentlig sektor.

Grundskylden og kommuneskatten har i mindre grad udsving på tværs af landet, men bidrager stadig til helhedsbilledet. Da virksomheder typisk ikke betaler kommuneskat direkte, tillægges denne faktor mindre vægt, men den vurderes alligevel som relevant i forhold til det samlede erhvervsklima. Grundskylden påvirker både private og erhvervsejendomme og har dermed også afledt betydning for virksomheder.

Et interessant træk i vurderingerne er, at flere kommuner med høje dækningsafgifter i 2022 og 2023 har forsøgt at nedtrappe dem, men i flere tilfælde er niveauet stadig højt. For eksempel havde Fredericia Kommune i 2022 en promillesats på 18, langt over landsgennemsnittet, men har i 2024 sænket den til 6. Alligevel placerer kommunen sig stadig relativt lavt i virksomhedernes vurdering.

Geografisk ses det tydeligt, at kommuner uden for hovedstadsområdet, særligt i Nord- og Vestjylland, vurderes bedst. Kommuner som Thisted og Mariagerfjord har ingen dækningsafgift, færre gebyrer og en lav samlet administrativ byrde, hvilket afspejles i virksomhedernes positive vurdering.

Kommunal sagsbehandling er et centralt element i virksomhedernes møde med det offentlige, og det er et område, hvor forskellene mellem kommunerne er tydelige. Vejen, Hedensted og Høje Taastrup placerer sig i toppen med de højeste scorer, mens Rudersdal, Gribskov og Horsens ligger i bunden, jf. figur 5. Det tyder på, at der er stor variation i, hvor effektiv og imødekommende sagsbehandlingen opleves af erhvervslivet.

Temaet dækker over fem delområder: sagsbehandlingstid for byggetilladelser, miljøsager og sygedagpengerefusion samt virksomhedernes oplevelse af adgangen til tilladelser og bevillinger, og om kommunikationen fra kommunen er let at forstå. På tværs af disse områder vurderes især sagsbehandlingstiden for byggetilladelser og miljøsager som utilfredsstillende i flere kommuner. Lange ventetider og uigennemsigtige procedurer for f.eks. nybyggeri, udvidelser og miljøgodkendelser er blandt de forhold, der trækker vurderingerne ned.

Særligt den administrative håndtering af sygedagpengerefusion scorer lavt i flere af bundkommunerne. Det gælder blandt andet i Rudersdal og Gribskov, hvor virksomhederne oplever, at det er både tidskrævende og besværligt at få refusion, når medarbejdere er sygemeldte. Dette skaber frustration og økonomisk usikkerhed, især for små og mellemstore virksomheder, der ikke har dedikerede HR-ressourcer.

Også adgangen til konkrete tilladelser og bevillinger, som for eksempel spiritusbevilling, udeservering og arrangementstilladelser, vurderes forskelligt. I de bedst vurderede kommuner, herunder Vejen og Billund, fremhæver virksomhederne en løsningsorienteret tilgang og en oplevelse af at blive mødt med fleksibilitet. I bunden nævnes det modsatte, at der er mange regler, lidt hjælp og en oplevelse af modvilje frem for samarbejde.

Et særskilt delområde handler om, hvorvidt kommunikationen fra kommunen er let at forstå. Her viser data, at flere bundkommuner, herunder København og Frederiksberg, vurderes lavt trods store ressourcer og digitaliserede platforme. Det kan pege på, at klarhed og tilgængelighed i dialogen med virksomheder ikke kun handler om systemer, men også om sprogbrug, kontaktflader og viljen til at skabe tillid.

Et geografisk mønster træder frem: Mange af de bedst vurderede kommuner ligger i Jylland og har et traditionelt tæt samspil med det lokale erhvervsliv. De dårligst vurderede kommuner omfatter flere større byområder og hovedstadskommuner, hvor kompleksitet og specialisering kan bidrage til en oplevelse af distance.

Samlet viser analysen, at kommunal sagsbehandling ikke blot handler om hastighed, men om kvalitet i samspillet mellem kommune og virksomhed. Tydelige krav, effektiv sagsgang og god kommunikation er afgørende faktorer, der direkte påvirker virksomhedernes oplevelse af kommunen som erhvervspartner.

Virksomhedernes vurdering af den kommunale støtte og hjælp til etablering og drift af virksomhed varierer betydeligt fra kommune til kommune. Øverst på listen ligger Greve, Struer og Mariagerfjord med høje scorer, mens Rødovre, Horsens og Kolding ligger i bunden, jf. figur 6. Det viser, at kommunernes indsats på området ikke blot adskiller sig i form og indhold, men i høj grad også i effekt, som den opleves af virksomhederne.

Temaet dækker over to centrale spørgsmål: adgangen til støtte og rådgivning hos kommunen samt adgangen til programmer og rådgivning hos det tværkommunale erhvervshus. Mange virksomheder i topkommunerne fremhæver en nem adgang til personlig kontakt, målrettet vejledning og praktisk hjælp til for eksempel etablering, lokaler, netværk og kontakt til myndigheder. Her opleves kommunen som en aktiv medspiller, der forstår erhvervslivets behov og tilbyder hjælp i øjenhøjde.

I bunden af skalaen opleves billedet helt anderledes. I kommuner som Rødovre, Horsens og Kolding vurderer virksomhederne, at det er vanskeligt at få kontakt, at tilbuddene er uklare, og at kommunen i praksis ikke spiller nogen rolle for hverken iværksættere eller etablerede virksomheder. Den kommunale erhvervsservice opleves som fraværende eller symbolsk, og mange peger på, at kontakten i stedet foregår via netværk, private aktører eller slet ikke.

Et særligt mønster viser sig i vurderingen af de tværkommunale erhvervshuse. Flere virksomheder oplever, at disse institutioner, selvom de er tiltænkt en central rolle i erhvervsfremmesystemet, er relativt ukendte og svære at navigere i. Det er især i bundkommunerne, at forbindelsen mellem erhvervshus og lokalt erhvervsliv vurderes som svag, mens topkommunerne ofte formår at bygge bro mellem virksomhederne og erhvervshusenes tilbud.

Geografisk tegner der sig ikke et entydigt billede, men flere mindre og mellemstore kommuner som Struer, Skive og Ikast-Brande - placerer sig højt. De bedste kommuner formår at gøre hjælpen konkret, enkel og virksomhedsorienteret.