Sommerturisme og destillerioplevelser i Danmark

Dato: 27. juni 2025

Destilleriernes rolle i dansk sommerturisme - en spørgeskemaundersøgelse

En ny undersøgelse med svar fra 1.000 danskere viser, at mange foretrækker at holde sommerferien herhjemme. Flere af de adspurgte er interesserede i at besøge destillerier rundt om i landet, hvor oplevelser som rundvisninger og smagninger vægtes højt. Til gengæld er der begrænset interesse for børnevenlige aktiviteter eller alternative tilbud.

Hovedpointer fra undersøgelsen​

  • 80 pct. af de adspurgte holder helt eller delvis sommerferie i Danmark
  • 17 pct. kunne være interesseret i at besøge et destilleri, bryggeri eller lignende mens 11 pct. kunne være interesseret i at besøge en vingård
  • Det har ingen betydning for ca. 50 pct. om der er børnevenlige alternativer eller overnatningsmuligheder hos destillerier eller lignende
  • Over 1/3 ligger stor vægt på at det er tæt på hvor de er og der er rundvisninger og smagninger

Danskerne holder sommerferie i Danmark

Danskerne foretrækker i høj grad at holde sommerferie herhjemme i Danmark. Hele 44 pct. af de adspurgte planlægger at tilbringe hele deres sommerferie i Danmark, mens yderligere 36 pct. vil holde en del af ferien inden for landets grænser.
Samlet set betyder det, at 80 pct. af respondenterne vil tilbringe hele eller dele af deres sommerferie i Danmark. Kun 8 pct. har besluttet, at de ikke skal holde sommerferie i Danmark.

80 pct. holder ferie i Danmark

Mange vil besøge destillerier og vingårde

Spurgt hvilket aktiviteter de kunne være interesseret i at lave i deres sommerferie i Danmark, svarer 17 pct. at de er interesserede i at besøge et destilleri, bryggeri eller lignende i deres sommerferie. Derudover angiver 11 pct. af de adspurgte, at de gerne vil besøge en vingård.
Interessen for disse typer af besøg ses overvejende blandt mænd. Geografisk er det især respondenter i Nordjylland, der viser interesse for destillerier og bryggerier.

Ikke alt har betydning

Flere faktorer kan spille en rolle for, om turister vælger at besøge et destilleri eller lignende attraktioner. Omvendt er der også elementer, som mange ikke tillægger særlig betydning. Mere end halvdelen af de adspurgte angiver, at børnevenlige alternativer eller aktiviteter ikke har indflydelse på deres beslutning om at besøge et destilleri.
Yderligere mener 48 pct., at muligheden for overnatning ikke er afgørende. Også tilbud som alternative produkter og minikurser tillægges mindre betydning af over 40 pct. af de adspurgte.

Over 50 pct. prioriterer ikke børnevenlige alternativer

Nærhed og oplevelser driver interessen

Der er flere forhold, der kan være med til at tiltrække turister til et destilleri eller lignende oplevelser. For 37 pct. af de adspurgte har det stor eller meget stor betydning, at stedet ligger i nærheden af, hvor de i forvejen opholder sig.
Derudover lægger mange vægt på muligheden for en rundvisning og smagning som en del af besøget. Endelig angiver omkring 25 pct., at det har stor eller meget stor betydning, at de har adgang til mere information om, hvilke steder de kan besøge.

32 pct. lægger stor vægt på at få en rundvisning og smagning

Spørgeskemadata

Spørgeskemaet er udsendt af Norstat og udgør et repræsentativt udsnit af den danske befolkning med i alt 1.000 respondenter. Kønsmæssigt fordeler deltagerne sig med 49 pct. kvinder og 51 pct. mænd. Alders-grupperne 18-29, 30-39, 40-49, 50-59 og 60+ er næsten ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, hvilket sikrer en balanceret repræsentation. Geografisk kommer 32 pct. af respondenterne fra Hovedstadsområdet, 14 pct. fra Sjælland, 21 pct. fra Syddanmark, 23 pct. fra Midtjylland og 10 pct. fra Nordjylland.

Kasper Munk Rasmussen

Branche- og uddannelseschef

mobil 61 96 39 80 Læs mere om Kasper Munk Rasmussen

Sofie Katrine Nygaard Pedersen

Juniorkonsulent

tlf +45 33 93 20 00 Læs mere om Sofie Katrine Nygaard Pedersen