Sådan vurderer virksomhederne samarbejdet med landets erhvervsskoler

Der kan være stor forskel på erhvervsskolernes samarbejde med erhvervslivet om uddannelse af lærlinge

Dato: 2. juni 2022

Virksomhederne er erhvervsskolernes vigtigste samarbejdspartnere, da eleverne på erhvervsuddannelserne bruger størstedelen af deres uddannelse som elever eller lærlinge i offentlige og private virksomheder.

Derfor er det tætte og gode samarbejde mellem skoler og virksomheder afgørende. Særligt for mindre virksomheder er det vigtigt, at det er så let og ubureaukratisk som muligt at have lærlinge, og at man kan få den nødvendige støtte og information fra skolerne.

SMVdanmarks analyse af virksomhedernes tilfredshed med erhvervsskolerne viser på baggrund af svar fra over 8.000 virksomheder, at der er store forskelle i skolernes evne til at samarbejde med erhvervslivet. 

Hovedpointer fra undersøgelsen

  • Virksomhederne oplever meget store forskelle i erhvervsskolernes samarbejdsevner. Mens den bedste skole scorer 8,43 på en skala fra 1 til 10, så scorer de dårligste skoler ned til 6,47.[1]
  • Der er også store forskelle mellem skoler inden for samme uddannelse. F.eks. svinger scoren for skolerne for bygningsmalere mellem 5,80 og 8,61.
  • Skolerne scorer typisk dårligst på samarbejdet om elevernes udvikling og sammenhængen mellem skoleforløb og praktik.
  • Der er klar tendens til, at mindre virksomheder vurderer samarbejdet med erhvervsskolerne dårligere end større virksomheder.
     

    [1] Der er her set bort fra SOSU-skoler og skoler med færre end 20 svar. Hvis disse grupper medtages, så ligger spændet mellem 5,92 og 8,83.

Erhvervsuddannelserne i Danmark er kendetegnet ved, at uddannelserne veksler mellem skoleophold og lærepladsophold på virksomheder. Eleverne bruger langt størstedelen af deres tid ude i virksomhederne, og aktuelt er over 70.000 lærlinge og elever ansat i offentlige og private virksomheder. Det stiller store krav til samarbejdet mellem virksomheder og skoler.

Det er afgørende for virksomhedernes motivation for at oprette lærepladser, at der er et positivt samarbejde med erhvervsskolerne om elevernes uddannelsesforløb.

SMVdanmark har, på baggrund af svar fra over 8.000 virksomheder fra Børne- og Undervisningsministeriets ”Virksomhedstilfredshedsundersøgelse” (VTU), analyseret virksomhedernes tilfredshed med erhvervsskolerne i 2021. Undersøgelsen er sendt ud af erhvervsskolerne til de virksomheder, som de hver især samarbejder med. Virksomhederne stilles en række konkrete spørgsmål, der vedrører samarbejdet med skolen og opfattelsen af eleverne. På dette spørgeskema kan virksomhederne svare mellem 1 og 10, hvor 1 er meget utilfreds, og 10 er meget tilfreds.

Der er data for 73 institutioner, og der kan konstateres store forskelle mellem skolerne på institutionsniveau.

Der kan være forskelle på erhvervsskolernes forudsætninger for samarbejde med virksomheder alt efter hvilke uddannelser, de udbyder.

Men også når man zoomer på de enkelte uddannelser, er forskellene store mellem institutionerne. Eksempelvis er topscoren inden for frisørfaget, Tradium i Randers, med en gennemsnitlig score for virksomhedssamarbejde på 7,97. I den anden ende ligger AARHUS TECH med en gennemsnitlig score på 5,98 på frisøruddannelsen.

På uddannelsen som personvognsmekaniker kommer UCRS i Skjern ud med en flot score på 8,81, mens gennemsnittet for TECHCOLLEGE i Aalborg lander på 6,57.

Et yderligere eksempel på store forskelle er inden for bygningsmaleruddannelsen, hvor topscoren Uddannelsescenter Holstebro med en gennemsnitlig score på 8,61 ligger langt over AARHUS TECH med en gennemsnitlig score på 5,80.

Forskellene er knap så store på anlægsgartneruddannelserne, hvor spændet er fra 6,21 til 7,97; jf. figur 2.

Virksomhederne har også svaret på spørgsmål om forskellige dele af samarbejdet med skolen. Her viser virksomhederne sig at være mest kritiske i forhold til samarbejdet med skolen om elevens udvikling. Virksomhederne giver erhvervsskolerne en gennemsnitlig score på 6,1 på en skala fra 1 til 10.

Et relateret emne er, om skoleperioderne supplerer praktikforløbene godt. Her giver virksomhederne den næstlaveste gennemsnitskarakter på 6,3.

Herefter kommer hhv. om virksomhederne er informerede om, hvad eleverne arbejder med i skoleperioderne, og elevernes fravær, resultater mv. i skoleperioderne.

Ovenstående peger i retning af en generel udfordring med at få information om eleverne og uddannelsesindholdet, når de er i skoleforløb. Det er derfor også interessant, at 21 pct. af virksomhederne svarer i de fem laveste kategorier på skalaen fra 1 til 10 på spørgsmålet om virksomheden ved, hvem der kan kontaktes på skolen om forhold, der vedrører eleven/eleverne i praktik.

Manglende viden gør det i sidste ende sværere for virksomhederne at vide, hvilke opgaver de kan sætte lærlingen til.

Der er samtidig en tendens til, at virksomhedernes tilfredshed blandt andet også afhænger af deres størrelse. Hvor større virksomheder i højere grad er tilfredse, giver små og mellemstore virksomheder erhvervsskolerne en lavere score. Virksomheder med over 500 ansatte giver erhvervsskolerne en gennemsnitlig score for samarbejde på 7,85. Virksomheder med 1-10 ansatte og enkeltmandsvirksomheder giver derimod en gennemsnitlig score på hhv. 7,36 og 7,37.

Erhvervsskolerne har med andre ord de største udfordringer med at sikre tilstrækkelig information til mindre virksomheder. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde virksomheder med under 10 ansatte 92,5 pct. af alle virksomheder i Danmark i 2019, hvoraf en stor del dog er enkeltmandsvirksomheder, som derfor i mange tilfælde ikke tager lærlinge.

Såfremt der skal oprettes flere lærepladser i små virksomheder, kan erhvervsskolerne derfor have behov for en særlig indsats for at øge samarbejdet med disse.

Konklusion og politikforslag

Danmark kommer til at mangle faglært arbejdskraft i de kommende år, og en forudsætning for flere faglærte er, at et tilstrækkeligt antal elever og lærlinge ansættes i lærepladser på virksomhederne.

Det er afgørende for at bevare virksomhedernes motivation for at tage uddannelsesansvar, at de oplever et positivt samarbejde med erhvervsskolerne. Derfor er det bekymrende, når samarbejdet med erhvervsskoler får en lav karakter af virksomhederne. Særligt bekymrende er det, at det er de mindre virksomheder, der oplever dårligere samarbejde med skolen, fordi de udgør langt størstedelen af erhvervslivet og samtidig ikke har samme ressourcer som større virksomheder til at opsøge information.

SMVdanmark ønsker, at der generelt tilføres flere midler til erhvervsuddannelser for at styrke kvaliteten. Men vi opfordrer samtidig virksomhederne til at stille krav om, at deres lokale erhvervsskole lærer af de bedste erhvervsskoler inden for den pågældende uddannelse.

Hvis man som virksomhed oplever, at samarbejdet med skolen ikke bliver bedre, så kan man overveje at skifte til at samarbejde med andre skoler. Her kan man fx vælge samarbejdspartner ud fra, hvordan andre virksomheder har vurderet de enkelte skoler. 

Kasper Munk Rasmussen

Branche- og uddannelseschef

mobil 61 96 39 80 Læs mere om Kasper Munk Rasmussen

Martin Kyed

Cheføkonom

mobil +45 25 15 78 31 tlf +45 33 93 20 00 Læs mere om Martin Kyed