Lokale søgetal til erhvervsuddannelserne og folketingskandidaternes manglende fokus på rygraden i dansk erhvervsliv, SMV’erne. Det er to emner, der har været debatteret i de lokale og regionale dagblades spalter i de forgangne uger.
Efter SMVdanmarks årsmøde blev SMVaalborgs Svend Aage Suhr inspireret af venstrepolitikeren Bertel Haarder og SMVdanmarks formand Niels Techen, der begge efterlyste mere fokus på SMV’er i valgkampen.
Det fik ham til at skrive et indlæg til Nordjyske, hvori han bad politikerne tage stilling til, hvor pengene, til alt det guld og grønne skove kandidaterne lover, skulle komme fra?
Fokus på SMV’er mangler
”Valgkampen raser og befolkningen loves guld og grønne skove, men ingen snakker om dem, der skaber væksten og grundlaget for vores velfærd – de lokale erhvervsliv. Det kommer muligvis bag på nogle politikere, men de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skaber både værdi og vækst lokalt og nationalt - de skaber de fleste job, leverer praktikpladser og sørger for et levende og nytænkende dansk erhvervsliv,” skrev han.
”Der er på nuværende tidspunkt ingen debat omkring SMVernes fremtidige betingelser i det danske samfund. Hvem skal levere fremtidens vækst og velfærd – og hvordan?”
Søgetal skal forbedres
Rundt omkring i landet har flere lokale HIF’er været i gang med skrivemaskinen, herunder HIF’erne i Odense, Svendborg, Aalborg, Aarhus, Silkeborg og på Lolland, hvor nogle har rost de kommunale indsatser for at bedre søgetallene til erhvervsuddannelserne, mens andre har bemærket, hvor langt nogle kommuner ligger fra målet på 25 pct. af en ungdomsårgang.
SMVdanmarks nye foreningskonsulent Niklas Winther har været HIF’erne behjælpelige med læserbrevene – og HIF’er, der ønsker at blande sig i debatten og skabe mere synlighed kan henvende sig til Niklas Winther på 33932000.