
Jeg har nok altid været iværksætter – jeg var bare 30 år hos forskellige offentlige arbejdsgivere bl.a. som chefjurist og programleder, inden det for alvor gik løs, først med egen rådgivningsvirksomhed om bl.a. byggeri, grøn omstilling samt offentlige godkendelser og nu snart som selvstændig advokat. Mit fokus er fortsat de mindre virksomheder og den praktiske håndtering af kunder, leverandører samt krav fastsat af det offentlige, når tingene ikke kører, som vi godt kunne tænke os.
I SMVdanmark repræsenterer jeg de direkte medlemmer, og har siddet i bestyrelsen i nogle år. Demokrati og den enkeltes rettigheder er vigtigt for mig. De mindre virksomheder bliver overset, men er en væsentlig forudsætning for et stærkt og demokratisk samfund. Derfor skal vi i de mindre virksomheder have rimelige og også frie vilkår, ikke mødes med krav baseret på lønmodtagerkultur eller drift i BNP-størrelse. Vi, de mindre virksomheder, er samfundets vækstlag.

I 20 år lå det som et ulmende ønske at blive selvstændig, og i 2021 faldt det hele på plads. Jeg sagde mit job op og startede for mig selv.
Jeg arbejder på flere niveauer med at styrke medarbejderes jobtilfredshed. Fra de lovpligtige arbejdspladsvurderinger, til trivselsmålinger og virksomhedens sociale kapital. Der er både et moralsk ansvar og delvist et juridisk ansvar i at arbejde med de her ting, men der er også en forretningsmæssig bonus.
Jeg arbejder med mange mindre håndværksvirksomheder og jeg er selv en enkeltmandsvirksomhed. Det skal være nemmere at være os. I SMVdanmark vil jeg gerne bruge min analytiske og faktadrevne tilgang til at forbedre SMVernes forhold.

Jeg står i spidsen for familievirksomheden Dansk Varebilindretning, en virksomhed der hjælper håndværkere og servicefag med at få mere sikre, effektive og skræddersyede varebiler. Formålet er enkelt og praktisk: at skabe indretninger, der gør hverdagen lettere, mere organiseret og mere professionel for dem, der bruger deres varebil som et rullende værksted.
Jeg deltager i styregruppen fordi jeg synes det er vigtigt at give SMVdanmark sparring og faglig indsigt i virksomhedsejerenes hverdag. Jeg har fokus på blandt andet bureaukrati og umulige regler, og et skarpt blik for uretfærdighed.

Jeg arbejder som iværksætter og med udvikling af SMV’er og har mange års erfaring inden for handel, produktion, IT og udvikling samt forretningsudvikling – både nationalt og internationalt. I mit daglige arbejde samarbejder jeg tæt med ejerledere og ledelsesteams om vækst, partnerskaber og de praktiske beslutninger, der følger med at drive virksomhed i en kompleks hverdag.
Jeg engagerer mig i SMVdanmark, fordi jeg mener, at rammevilkår for selvstændige, iværksættere og SMV’er skal tage udgangspunkt i virkeligheden. Mange virksomheder oplever unødigt bureaukrati, uklare regler og manglende forståelse for hverdagen som ejerleder.

Jeg ejer virksomheden Tagtomat. Det er en virksomhed der udspringer af en enkel idé: at gøre det nemt og inspirerende for mennesker at dyrke grønt i byen.
Tagtomat arbejder for at skabe grønne fællesskaber gennem urbane dyrkningsløsninger, workshops og projekter, der gør byrum mere levende og bæredygtige.
Jeg deltager i styregruppen med entusiasme og en evne til at omsætte visioner til konkrete løsninger - både som idémand, facilitator og formidler af de problemstillinger der optager små erhvervsdrivende som mig selv.

Jeg er iværksætter og igangsætter med en stærk passion for at skabe vækst, udvikling og reel værdi i erhvervslivet. Jeg omsætter digitale muligheder til konkrete forretningsresultater, der skaber fremdrift i hverdagen.
Jeg ved af egen erfaring, hvor krævende det er at være selvstændig; ansvar, usikkerhed, tempo, bureaukrati, administration og beslutninger, som oftest sker samtidigt. Små og mellemstore virksomheder er rygraden i dansk erhvervsliv, og jeg engagerer mig i SMVdanmark, fordi jeg ønsker at være med til at skabe bedre vilkår, stærkere rammer og mere handlekraftige muligheder for dem, der hver dag driver virksomheder i Danmark.
Som medlem af styregruppen for direkte medlemmer bidrager jeg med et digitalt og kommercielt blik, høj energi og et tydeligt fokus på, hvordan vi åbner op for udviklingsmuligheder. Jeg arbejder for at skabe relevans og reel værdi for de direkte medlemmer – og for, at SMVdanmark fortsat spiller en aktiv rolle i udviklingen af et stærkt, konkurrencedygtigt og fremtidssikret dansk erhvervsliv.