Her er håndbogen til at trække virksomhederne ud af bureaukratiets kviksand

En arbejdsgruppe under Erhvervsudvalget, med repræsentanter fra alle Folketingets partier, har udarbejdet 48 tiltag, der skal få bugt med bureaukratiet. Lad os komme i gang med at gøre dem til virkelighed.

Debatindlæg i FINANS, 6. december 2024

Af Hans Andersen, MF for Venstre, finansordfører og formand for den parlamentariske arbejdsgruppe, og Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark

For godt et år siden nedsatte Folketingets Erhvervsudvalg en arbejdsgruppe. Den skulle udvikle anbefalinger til regeringen til, hvordan vi kan nedbringe de administrative byrder og befri de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) fra bureaukratiets kviksand. 

Det har været en grundig proces. Erhvervslivet har bidraget med forslag til administrative byrder, vi kan fjerne, arbejdsgruppen har hentet inspiration fra andre lande, og der er stillet mange spørgsmål til de respektive ministerier. 

Nu er arbejdet så tilendebragt. 14. november præsenterede arbejdsgruppen otte generelle anbefalinger og 40 helt konkrete initiativer, som regeringen kan gribe til for at løsne de snærende bånd, der gennem årtier er blevet filtret ind i hverdagen for de små og mellemstore virksomheder. 

Et bredt flertal i Folketinget har tilsluttet sig anbefalingerne, og vi føler os overbeviste om, at regeringen vil dele ønsket om at trække SMV’erne ud af kviksandet. Når administrative byrder pålægger SMV’erne omkostninger for 14 mia. kr. om året, bliver vi mindre konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Det er på tide, at vi også kommer i arbejdstøjet i Danmark, og arbejdsgruppen har leveret håndbogen til, hvordan vi kommer i gang. 

Tag for eksempel anbefalingen om et politisk mål for reduktion af administrative byrder på 25 pct. Den anbefaling kan i sig selv være startskuddet for det opgør med bureaukratiet, som man har varmet op til i flere årtier. Hvis man ikke har et mål, ja så er det ret svært at nå i mål. 

En anden central anbefaling går på, at den fremadrettede regulering af erhvervslivet skal kunne lempes for de små virksomheder, som kun har få ansatte, eller som lige er startet. En slags proportionalitetsventil, der gør, at nystartede mindre virksomheder ikke væltes omkuld af voldsomme bølger af bureaukrati, før de overhovedet får fodfæste. Det siger næsten sig selv, at en lille virksomhed med to ansatte ikke har en compliance-afdeling eller et højt specialiseret juridisk team, der kan hjælpe med at navigere i de mange krav. Alligevel forventes der ofte det samme af de små, som der forventes af de store. 

Arbejdsgruppen peger også på, at man med fordel kan modernisere og optimere datadelingen mellem myndigheder, så virksomheder ikke skal indberette overlappende data til flere forskellige myndigheder. Vi ved, at virksomhederne bruger rigtig meget tid på at indberette oplysninger til myndighederne, så her er den potentielle ressourcebesparelse for SMV’erne virkelig til at tage at føle på. 

Alle taler om afbureaukratisering, men problemet er, at vi i Danmark og Europa stadig bare taler. Andre lande er i fuld gang med at handle. USA har f.eks. allerede sat gang i byrdebekæmpelsen, og den vil kun få mere turbo under den ny Trump-administration. 

Amerikanerne har satset på støtte til grøn omstilling med et minimum af bureaukrati. I Kina buldrer den grønne teknologi frem med staten i ryggen. I Danmark og EU risikerer vi at regulere den grønne omstilling ihjel, selvom det var os, der var frontløberne for vedvarende energi til at begynde med. I det globale perspektiv har frihed og byrdereduktion aldrig været vigtigere for den danske konkurrenceevne. Så det er virkelig bare at komme i gang! 

Vi gør os ingen illusioner om, at alle problemer med bureaukrati er ude af verden, hvis bare arbejdsgruppens anbefalinger bliver ført ud i livet. Men helt sikkert er det, at intet bliver anderledes, hvis vi fortsætter med at gøre, som vi altid har gjort. Der skal forandringer til, og de anbefalinger, der nu er præsenteret, vil sikre os en god og stærk start i afbureaukratiseringsræset. 

Jakob Brandt

Adm. direktør

mobil +45 24 25 27 27 tlf +45 32 63 03 04 Læs mere om Jakob Brandt

Få masser af kontante fordele som medlem af SMVdanmark:

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Se eller gense tidligere afholdte SMVdanmark-webinarer

Vil du have gode råd om stresshåndtering? Og fik du set webinaret om virksomhedstestamenter eller de..

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Spar 50% på dine eksportdokumenter

Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på dit carnet!

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..