Debatindlæg af Mikkel Vedby Rasmussen, Lars Christensen og Thomas Gress
Der er en nordisk strategi for sikkerhed. Vælger regeringen at følge den strategi, bliver Sverige og Polen Danmarks vigtigste partnere.
Regningen for at få sikkerhed i en stadig mere usikker geopolitisk situation er til at betale. Især hvis Danmark betaler regningen sammen med vores allierede i østersøområdet. Et samarbejde med de skandinaviske lande, de baltiske lande og Polen vil kunne afskrække Rusland, hvis alle landene forpligter sig på at bruge 3,4 procent af BNP de næste 25 år.
Vi kan ikke længere regne med, at USA vil komme Danmark og de andre europæere allierede til hjælp. På trods af al snakken om NATO som en musketered, så har USA ikke skrevet under på mere, end at den amerikanske regering ville tage en snak med et land, som følte sig truet.
Det har været den politiske vilje i Washington og amerikanske soldater i Europa, som gav en følelse af automatik til Atlantpagten. Allerede Barack Obama begyndte at stille spørgsmålstegn ved den automatik, men Donald Trump har sagt det, så det var umuligt at misforstå: USA vil kun stille op, hvis det er i USAs interesse. Som præsident Zelenskyj opdager i disse uger, så ser USA i stigende grad sine interesser flugte med Ruslands.
Det er katastrofalt for Ukraine. Men det er også dårlige nyheder for Danmark og de øvrige allierede omkring Østersøen. Siden præsident Putins forbillede, Zar Peter den Store, flyttede Ruslands opmærksomhed mod vest, så har Østersøen været et sted, hvor øst og vest stødte sammen.
En fejlagtig selvstændighed
Det er ikke tilfældigt, at det er i Østersøen, at Rusland generer vestlig infrastruktur ved at hive søkabler op. For Rusland kan nå østersøområdet på en måde, som det kan med få andre områder i Europa. Desuden føler man i Kreml, at de baltiske landes selvstændighed er en fejltagelse på præcis samme måde som Finlands uafhængighed var det i sin tid.
Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland i 2024 har intensiveret sin militære oprustning sideløbende med krigsindsatsen i Ukraine. FE vurderer, at målet med den intensiverede oprustning er at kunne føre en ligeværdig kamp mod NATO-styrker. Så kan man jo forsigtigt spørge, hvor Kreml kunne finde på at bruge militær magt. Og svaret er med en vis sandsynlighed: østersøområdet.
Så truslen er opadgående, mens muligheden for amerikansk hjælp er nedadgående. Hvis vi ikke er i stand til at afskrække Rusland på egen hånd, så vil vi kun blive mere udsatte, efterhånden som Rusland bliver stærkere, og USAs evne såvel som vilje til at hjælpe sine europæiske allierede bliver mindre.
Dér hvor den nedgående linje for amerikansk støtte møder linjen for europæisk oprustning, er vi allermest udsatte. Dét punkt når vi inden for de næste fem år. Fordi europæerne har vænnet sig til at være afhængige af amerikansk magt, så har vi bildt os selv ind, at det kræver en supermagt at afskrække Rusland. Dermed overvurderer vi Ruslands magt og undervurderer vores egen.
For sandheden er, at selvom østersøregionen har udsigt til at blive et farligere sted, så har regionens lande ressourcerne til på egen hånd at afskrække Rusland. Det vil være bedst, hvis USA vil hjælpe os, og godt hvis Storbritannien, Frankrig og Tyskland vil træde til, hvis regeringen i Washington er for optaget af at fedte for Kreml og være i handelskrig med Mexico og Canada, men tilstrækkeligt, hvis landene omkring Østersøen (inklusiv Polen) lægger deres forsvarspolitiske æg i samme kurv.
Et muligt alternativ til NATO
På sin vis er det lidt synd for Sverige og Finland, at de efter årtiers overvejelser bliver medlem af NATO netop som alliancens fremtid er allermest usikker. På den anden side så giver det unikke muligheder for, at vi kan samarbejde med svenskerne og finnerne. Det kan afstive NATO, så lang tid det giver mening, og være et alternativ, hvis NATO ikke holder i længden.
Det giver også muligheden for at skabe et samarbejde, som er en attraktiv partner for de europæiske stormagter, således at vi kan sikre en britisk eller fransk interesse i at hjælpe os.
Sådanne geopolitiske overvejelser kan godt virke lidt abstrakte. For det er svært at sætte tal på, præcis hvor store investeringer det vil kræve at afskrække Rusland. Vi diskuterer ofte i denne tid, hvor mange missilbatterier og kampvogne Danmark kan købe for det ene eller det andet milliardbeløb. Men til syvende og sidst handler afskrækkelse om, hvor troværdigt Kreml opfatter vores forsvar.
Vi kan bruge 15 procent af BNP på Forsvaret, men stadig virke svage, hvis det ikke ser ud som om, vi vover at tale Kreml midt imod. Og vi kan bruge et mindre beløb i samarbejde med andre og på den måde matche både Kremls eget forsvarsbudget og samtidig demonstrere vores vilje til at bakke vores allierede op.
Brug for 1.100 milliarder mere
Afskrækkelsens matematik er kompleks, men i sin kerne handler afskrækkelse om at matche Rusland. Derfor er et simpelt mål for afskrækkelse af Rusland, at vi og vores allierede kan mønstre et forsvar på størrelse med det russiske.
Det kan vi måle på størrelsen af forsvarsbudgettet. Siden landene omkring Østersøen har en fælles geopolitisk udfordring fra Rusland og mulighederne for at samarbejde indenfor rammen af EU og NATO, så antager vi, at østersølandenes forsvarsbudgetter kan lægges sammen.
Nogle vil formentlig mene, at det er urealistisk, men for os er pointen, at regnestykket viser, at Danmark har vide muligheder for at finde sikkerhed i samarbejde med vores nære venner, selvom den fjerne allierede (USA) bliver mindre engageret i vores sikkerhed. På den baggrund er spørgsmålet, hvad skal der til for at Danmark sammen med vores allierede i østersøområdet kan matche det russiske forsvarsbudget?
Det er vores vurdering, at Rusland frem mod 2050 vil bruge 3.185 milliarder dollar (USD) på deres forsvar. Det svarer til knap 22.215 milliarder kroner. Danmarks udfordring er således, hvordan vi sammen med vores allierede afskrækker et russisk forsvar, som FE vurderer inden for fem år vil kunne gennemføre en europæisk storskalakrig.
De nordiske og baltiske lande, samt Polen skal bruge 3,4 procent af deres BNP på forsvar for have et forsvarsbudget på 3.185 milliarder USD. Danmarks andel heraf er 442 milliarder USD, svarende til 14 procent af de samlede udgifter. Det svarer til knap 3.100 milliarder kroner. På nuværende tidspunkt tager Finansministeriet udgangspunkt i, at Danmark vil bruge to procent af BNP, svarende til cirka 2.000 milliarder kroner (inkl. accelerationsfonden) frem mod 2050. Dermed er der brug for yderligere 1.100 milliarder kroner frem til 2050.
Langt rigere end Rusland
Det vil give udfordringer ift. budgetloven og finanspagten, men netop budgetloven levner plads til, at vi under »exceptionelle« omstændigheder fraviger bestemmelsen om, at underskuddet aldrig må overstige en procent af BNP. Så længe vi ikke sætter den finanspolitiske holdbarhed over styr, er der råd til en markant oprustning af Forsvaret. 3,4 procent over en 25-årig periode er inden for holdbarheden.
At vi og vores allierede er langt mere velstående end Rusland, afspejles i, at vi kan »nøjes« med at bruge 3,4 procent af BNP på et forsvarsbudget på 3.040 milliarder USD mens Rusland skal bruge 5,2 procent af BNP stigende til 5,7 procent i 2050 for at nå samme beløb.
Der er en nordisk strategi for sikkerhed. Vælger regeringen at følge den strategi, bliver Sverige og Polen Danmarks vigtigste partnere. Sverige vil skulle bidrage med 782 milliarder USD og Polen med 876 milliarder USD frem mod 2050, hvis Østersølandene sammen skal kunne matche det russiske forsvarsbudget.
Det er derfor afgørende for Danmark, at Sverige og Polen leverer de nødvendige forsvarsinvesteringer. Danmark kan understøtte dette på en række måder, herunder at engagere sig aktivt i nordisk forsvarssamarbejde og indkøbe materiel i Sverige og Polen. Så vil regnestykket for vores sikkerhed gå op.
Mikkel Vedby Rasmussen er politolog og professor ved Københavns Universitet, Lars Christensen er økonom, og Thomas Gress er seniorøkonom ved SMVdanmark.