Må en kommune konkurrere med private virksomheder om opgaver for fx private borgere? Nej, mener SMVdanmark, som i mange år regelmæssigt har mødt frustrerede medlemmer, der føler sig snydt af unfair konkurrence fra det offentlige. Derfor hilser SMVdanmark den nye politiske aftale velkommen.
”Mange virksomheder oplever, at deres kommune på en gang er virksomhedernes lokale myndighed, potentielt virksomhedens vigtigste kunde, og samtidig virksomhedens værste konkurrent. En konkurrent, der fratager dem arbejde, og som virksomhederne endda medfinansierer gennem skatten. Det er helt uholdbart og sker samtidig med, at kommunerne appellerer til, at virksomhederne skal ansætte lærlinge og gøre plads til ressourcesvage personer i deres virksomhed”, siger Lars Magnus Christensen cheføkonom i SMVdanmark.
For at dæmme op for opgavetyveriet har SMVdanmark derfor gennem flere år presset på for klare og stramme regler for, hvilke opgaver, kommunerne må udføre. Og nu er resultatet kommet.
Strammere regler for kontroludbud
Når virksomhederne byder på kommunale opgaver kommer i konkurrence med kommunernes egne interne afdelinger, er der tillige behov for strammere regler for kommunens udregning af kontrolbud, når kommuners egne afdelinger deltager i konkurrencen om opgaverne.
”Kommunerne bør have pligt til at overdrage det udbudte arbejde til den virksomhed, som giver det bedste bud. I SMVdanmark har vi dog set mange eksempler på steder hvor en kommune har afgivet kontrolbud, som viser sig at være dyrere end bud fra private virksomheder. Alligevel vælger kommunen selv at løse opgaven. Derved har en masse private aktører spildt tid og penge på at beregne tilbud til kommunen, og skatteyderne får mindre for deres penge”, siger Lars Magnus Christensen.
Bedre mulighed for at klage
Den politiske aftale sikrer også en bedre klageadgang, som virksomheder kan bruge, hvis de oplever unfair konkurrence fra det offentlige.
”I den seneste sag, hvor SMVdanmark klagede over en kommunes overtrædelse af kommunalfuldmagten, tog det hele fire år at få en afgørelse. Lettere adgang til at klage har derfor været et stort ønske fra SMVdanmark. Tidligere har det nærmest været umuligt at klage over unfair konkurrence fra det offentlige”, siger Lars Magnus Christensen.
Vil du vide mere?
Kontakt Lars Magnus Christensen på telefon 41 27 28 38