Kigger man indenfor i den metalbearbejdende virksomhed Blunico i Horsens, ser man både moderne laserskæring, CNC-styrede bearbejdningsanlæg og robotsvejsning.
Automatiseringen har for længst gjort sit indtog og er en væsentlig årsag til, at Blunico i dag eksisterer som en 60 mand stor underleverandør af rustfri metalemner til bl.a. fødevare-, offshore- og medicinalindustrien – industrier, der stiller store krav til sporbarhed og præcision.
På trods af et moderne produktionsapparat valgte virksomheden at ansøge om en tilskudsvoucher fra SMV:Digital på 100.000 kr. for at få sat gang i en digitaliseringsproces.
Tilskuddet, der skal bruges til køb af ekstern rådgivning, kom i hus og virksomheden har nu påbegyndt en rejse ind i den digitale produktionsalder.