Mangler du hænder i din virksomhed? Vil du have bedre snor i dine kunder? Vil du kunne sælge online?
Digitalisering og automatisering kan være en del af svaret på, hvordan du kan optimere dine arbejdsgange og frigøre hænder til at håndtere flere ordrer, eller hvordan du får gang i salget online.
Om det er det for dig - og hvad du i så fald har behov for, kan du nu søge tilskud til at få afklaret.
Den 16. september åbner anden runde af SMV:Digitals tilskudspulje til at fremme digital omstilling og e-handel i SMV’er. Her kan du søge tilskud på enten 25.000 kr. eller 100.000 kr.
Tilskud til køb af rådgivning
Du kan bruge tilskuddet til køb af privat rådgivning, der hjælper dig til at gennemføre en digital omstilling af din virksomhed eller med at få sat en e-handelsløsning op. Og tilskuddet – stort eller lille – udgør 50 pct. af rådgiveromkostningen. De andre 50 pct. betales kontant og/eller i form af eget timeforbrug, ligesom du selv lægger ud for hele beløbet for dernæst at få de 50 pct. refunderet.
Flere SMV’er kan søge denne gang
”Det er lykkedes at øge andelen af den samlede pulje til 25.000 kr.-tilskuddene med 1/3 og at reducere ”adgangsbilletten” fra 5 ansatte til nu blot 3 ansatte til 100.000 kr.-tilskuddene. Dvs. at der nu er basis for, at langt flere små SMV’er kan ansøge,” siger medlem af SMV:Boardet og chefkonsulent i SMVdanmark, Henrik Lilja.
”Kun et fåtal vil have et rådgiverbehov lige præcis på disse beløb, men det er der også ’råd’ for. Når rådgivningen er betalt, refunderes også 50 pct. af regningen på f.eks. 40.000 eller 180.000 kr.,” siger Henrik Lilja.
Læs mere om, hvordan du søger tilskuddet her
Hvad er digitalisering egentlig?
”Digitalisering har mange åbenlyse fordele og en genvej til vækst. Men digitalisering er også et meget vidt begreb, og spørgsmålet for mange er nok, hvad digitalisering overhovedet er i den enkelte virksomhed? For en håndværksvirksomhed kan det være noget helt andet end i f.eks. en fremstillings- eller autovirksomhed. Det kan handle om alt fra sammenkobling af administrative funktioner i et såkaldt ERP-system til robotteknologi eller anden automatisering. Det kan også handle om markedsføring via sociale medier eller salg via hjemmesider. Det er de færreste født med dyb indsigt i, og derfor er det at få den rigtige rådgivning helt afgørende, hvilket en række SMV’er bekræfter i vores videoer nedenfor,” siger han.
Andre SMV’ers erfaringer med de nye teknologier
Se video om Buus Anlægsgartner, der under en tidligere tilskudsordning fik rådgivningsmidler til at erstatte arbejdskort på papir med en mobil app; om Lyngsøe, der ad samme vej fik lettet deres databehandling, eller om Fuglebjerg Kistefabrik, der fik øget deres output ved hjælp af automatisering af produktionen.
Måske du skal med i andet projekt?
SMVdanmark er partner i en række digitaliseringsprojekter målrettet SMV’er. På grund af egenfinansieringen i SMV:Digital kan det være mere fordelagtigt at deltage i disse projekter, hvor egenfinansieringen er langt mindre, eller ikke eksisterende.