VVSøren valgte den digitale vej til vækst

VVS-installatør fra Vordingborg har forhåbninger om vækst efter deltagelse i Digitale Veje til Vækst. Indehaver Søren Rasmussen fik uvildig rådgivning til at sætte 'strøm' til papirgangene.

Søren Rasmussen, ejer og grundlægger af VVS-virksomheden VVSøren i Vordingborg, havde længe gået med tankerne om, at dele af virksomheden skulle digitaliseres, men hvor skulle han begynde, og hvem kunne han have tillid til i en sådan proces?

Da en bekendt gjorde ham opmærksom på muligheden for at deltage i EU-projektet Digitale Veje til Vækst og få en gratis skræddersyet vækst- og handlingsplan med udgangspunkt i vækst gennem digitalisering, slog han til. Således er en digitalisering af virksomhedens primære processer gennemført i juli 2019.

 

Fik sat 'strøm' til papirgangene 

Søren Rasmussen tog kontakt via Digitale Veje til Væksts hjemmeside, aftalte et indledende møde op og blev godkendt til at deltage i projektet. Med et katalog af mulige rådgivere, fik han selv lov at vælge den rådgiver, han synes bedst om, og som passede bedst ind i hans forretning - og så gik projektet i gang. 

De fleste processer i VVSøren var inden projektets start drevet manuelt – bortset fra regnskab. Derfor blev det hurtigt klart i analyseprocessen, at det var her, der var behov for at sætte ind. Det var afgørende at få et overblik over samtlige processer såsom oprettelse af ordre, kvalitetssikring, materiale- og tidsregistrering, løn mv. for herefter at kunne vælge det rette sagsstyringssystem.   

"Vi kan se en klart bedre udnyttelse af timerne. Med implementeringen af vores nye sagsstyringssystem foregår alt i det samme program, hvor alle har adgang til de enkelte sager. Kontoret kan oprette kunden og opgaven; svendene kan tidsregistrere, dokumentere udført arbejde og bestille varer. Nu skal man blot registrere tingene ét sted, og så er det gjort. Det betyder også, at svenden ikke har behov for at køre forbi kontoret så ofte – det sparer dem igen for tid og besvær," fortæller Søren Rasmussen. 

Det, der var afgørende for os, var, at man med Digitale Veje til Vækst fik en uvildig rådgivning, som ikke var farvet af, at man ønskede at sælge et bestemt produkt. Vi fik en objektiv vurdering af, hvilket system blandt mange, der passede bedst til os, som den type virksomhed vi er. Det gav tryghed.

Kan en VVS-virksomhed digitaliseres? VVSøren fra Vordingborg deltog i EU-projektet Digitale Veje til Vækst og har fået digitaliseret arbejdsgange som uddelegering og afrapportering af opgaver. Det har givet mindre spildtid.
Kan en VVS-virksomhed digitaliseres? VVSøren fra Vordingborg deltog i EU-projektet Digitale Veje til Vækst og har fået digitaliseret arbejdsgange som uddelegering og afrapportering af opgaver. Det har givet mindre spildtid. Arkivfoto: Jumpstory.

Den uvildige rådgivning var vigtig - og nem at forholde sig til

En af de store udfordringer for en virksomhedsejer, der ikke har digitalisering som speciale, er at skelne mellem sælgere af specifikke digitaliseringsprodukter og dem, der faktisk kan levere det, virksomheden har behov for. Derfor har Søren Rasmussen været glad for at komme med i projektet Digitale Veje til Vækst i Region Sjælland.   

”Det, der var afgørende for os, var, at man med Digitale Veje til Vækst fik en uvildig rådgivning, som ikke var farvet af, at man ønskede at sælge et bestemt produkt. Vi fik en objektiv vurdering af, hvilket system, blandt mange, der passede bedst til os, som den type virksomhed vi er. Det gav tryghed,” fortæller han og fortsætter:   

”En anden vigtig faktor var, at vi på baggrund af en vækstplan fik udarbejdet en konkret handlingsplan, som var nem at forholde sig til og planlægge ud fra. Vi vidste, hvad der skulle gøres og hvornår. Det er vigtigt i en virksomhed som vores, hvor driften fylder det meste.” 

 

Projektet har ikke stjålet tid

Når man går ind i et offentligt støttet projekt, kan man godt frygte, at det bliver tidskrævende, men sådan oplever Søren Rasmussen det ikke: 

"Det har været ganske rimeligt. Vi har haft cirka tre møder med vores rådgivere og efterfølgende oplæring. Det har vi ikke haft problemer med at håndtere."  

Og i forhold til at gennemføre forandringer, har der heller ikke internt i virksomheden været problemer, siger han.  

"Nej, vi har ikke problemer internt med implementeringen – og det gælder både hos de unge og de ældre medarbejdere, såvel på kontoret som ude i marken. Alle har taget godt imod vores nye system. Afgørende var selvfølgelig, at alle fik en grundig vejledning og undervisning i, hvordan man skulle bruge systemet og hvorfor. Nu har alle svendene mini iPads, som de hurtigt og nemt kan betjene. Det fungerer rigtigt godt," siger Søren Rasmussen.

 

Er kommet på omgangshøjde med konkurrenterne

Søren Rasmussen har været godt tilfreds med både projektforløb og det, der er kommet ud af det, og han anbefaler andre virksomheder at hoppe på vognen og deltage i Digitale Veje til Vækst-projektet:  

"Jeg kan bestemt anbefale andre at deltage i projektet og få skabt den digitalisering. Det har været et overskueligt projekt at være med i, og gevinsten har været tydelig. Vi har valgt et gennemtestet system, gennem en uvildig rådgiver, og er nu digitalt fuldt ud på højde med andre lignende virksomheder."   

VVSørens medarbejdere løser opgaver i hele Sydsjælland.
VVSørens medarbejdere løser opgaver i hele Sydsjælland. Foto: VVSøren.

Fakta om VVSøren

VVSøren er grundlagt og ejet af Søren Rasmussen. Virksomheden er beliggende i Vordingborg, hvor den har eksisteret i over 30 år. 

10 medarbejdere servicerer både husejere og industrivirksomheder med alt inden for VVS, bad samt energi- og varmesystemer.

Virksomheden er en del af Bedre Bad – Bedre Energi, der er en landsdækkende kæde af VVS-installatører fordelt over hele landet. 

Læs mere om VVSøren