Foden bliver lettet en smule fra speederen, når det gælder forventningerne til væksten. Baggrunden for faldet i konjunkturbarometret er i høj grad, at virksomhederne har lavere forventninger til Danmarks økonomiske situation end tidligere. Forventningerne til virksomhedernes egen økonomiske situation er fortsat nogenlunde intakt, viser analysen, der bygger på svar fra over 650 virksomheder.
”SMV’ernes investeringslyst tager også et ordentlig dyk, hvilket giver anledning til bekymring, for netop investeringslysten er med til at skabe grobund for væksten og konkurrenceevnen fremadrettet”, siger Lars Magnus Christensen, cheføkonom i SMVdanmark.
Virksomheder tilpasser sig markedet
Ordretilliden falder en smule, så tilgangen af opgaver forventes at blive en anelse lavere end vi har oplevet de seneste år, men igen er det værd at faldet sker fra et højt niveau, så der er ingen grund til de store bekymringer.
”Den seneste konjunkturmåling vidner om, at vi fortsat kan se positivt på fremtiden, men samtidig at træerne ikke vokser ind i himlen. Derfor er det også vigtigt at virksomheder får tilpasset sig markedet, hvor tempoet bliver sat en smule ned”, siger Lars Magnus Christensen.
Rekordhøj mangel på arbejdskraft
I 2018 var endnu et år, hvor vi kunne notere et rekordhøjt niveau af mangel på kvalificeret arbejdskraft således er antallet af virksomheder, som er begrænset af mangel på kvalificeret arbejdskraft steget med godt 4 pct. point fra 4. kvartal 2017 til 4. kvartal 2018. Samlet er målingen steget ca. 35 pct. point over de seneste 7 år.
”Den alt overskyggende udfordring i 2019 vil være mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvor forventninger om stigende lønninger kan føre til produktivitetsfald. Fortsætter udviklingen i samme tanker i 2019, så venter der store udfordringer med at få rekrutteret den nødvendige arbejdskraft”, siger Lars Magnus Christensen.