SMVdanmark har tidligere beskrevet, hvordan bl.a. AB18 kan give ret til prisregulering ved væsentlige prisstigninger. Men mange kontrakter både i og udenfor byggesektoren tager ikke stilling til spørgsmålet om prisregulering. Og hvad gælder så?
Hvis der ikke er aftalt mulighed for regulering af priser, er udgangspunktet, at prisen er fast og ikke kan reguleres. Der findes dog helt særlige undtagelser, som kan komme i spil, når man rammes af ekstreme prisstigninger. Disse undtagelser vil vi komme nærmere ind på i denne artikel.
Da prisstigningerne er forårsaget af krigen i Ukraine, vil det være nærliggende at overveje, om reglen om force majeure kan være gældende, da den ofte kædes sammen med krig og andre forhold, som gør det umuligt eller meget byrdefuldt at opfylde en kontrakt. Spørgsmålet er derfor, om prisstigningerne kan udgøre såkaldt økonomisk force majeure.
Er der tale om økonomisk force majeure?
Den beskedne domspraksis der findes, slår fast, at erhvervsdrivende i meget bredt omfang anses for at have medregnet risikoen for selv ekstreme prisstigninger i deres kontrakter. Derfor har domspraksis endnu ikke anerkendt en prisstigning som økonomisk force majeure. Dermed ved vi endnu ikke, hvor meget der skal til, for at økonomisk force majeure kan finde anvendelse. Vi får dog en indikation i en dom fra 1922, hvor en prisstigning på godt 400%, som var udtryk for den høje inflation i Tyskland, ikke var tilstrækkeligt.
Det står nu klart, at domspraksis sætter en meget høj grænse for, hvornår en erhvervsdrivende kan undlade at opfylde en kontrakt alene på baggrund en prisstigning. Derfor bør vi se på om flere forhold udover prisstigningen kan tale for, at kontrakten ikke skal opfyldes. Dermed bevæger vi os fra en force majeure vurdering, som alene vedrører ekstraordinære omstændigheder, i retning af en vurdering baseret på Aftalelovens §36, som både omfatter forhold ved kontraktindgåelse, kontraktens indhold samt senere indtrufne omstændigheder.
Aftalelovens § 36 giver mulighed for at regulere eller at erklære kontrakter for helt eller delvist ugyldige, hvis kontrakten vil være urimelig at gøre gældende overfor den ene part. Det forhold der gør aftalen urimelig, skal være indtrådt efter aftalens indgåelse og skal have være uforudsigeligt for parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Den primære hensigt med Aftalelovens §36 er at beskytte svage kontraktparter, når en stærk kontraktpart udnytter sin position til at stille den svage part urimeligt dårligt. Derfor anvendes §36 primært i forbrugerforhold, da en forbruger generelt ses som den svage part overfor en erhvervsdrivende. Styrkeforholdet ved kontraktindgåelse kan dog også mellem erhvervsdrivende være så skævt, at §36 finder anvendelse. Dette kommer typisk til udtryk ved, at et aftalevilkår afviger væsentligt fra branchestandarden. Hvis det er tilfældet, kan det være et argument for, at den svage part bør frigøres fra aftalen.
Inden vi skaber forhåbninger hos læseren, må vi understrege, at §36 må reserveres til absolutte nødstilfælde og, at domspraksis endnu ikke har anvendt §36 for at afbøde prisstigninger. Muligheden er dog ikke udelukket på forhånd, men der skal andet og mere til end en stor prisstigning for, at §36 kan finde anvendelse.
Forudsætninger for anvendelse af Aftalelovens §36
En forudsætning for at anvende §36 er, at prisstigningen sker i et kontraktforhold, hvor den svage part er bundet af kontrakten i en længere periode. Hvis kontraktforholdet er kortvarigt eller, hvis prisstigningen kan betegnes som forbigående, vil det være stort set umuligt at anvende §36. Det samme er tilfældet, hvis der i kontrakten er taget stilling til spørgsmålet om prisregulering. Indeholder kontrakten f.eks. en simpel bestemmelse om, at parterne ikke har ret til prisregulering, så vil den med al sandsynlighed også omfatte absolut ekstreme prisstigninger, da bestemmelsen er udtryk for, at parterne hver især har indregnet denne risiko.
På baggrund af ovenstående gennemgang, kan vi konkludere, at flere forhold skal være til stede, før aftalelovens §36 kan afbøde de ekstreme prisstigninger som krigen i Ukraine forårsager. De grundlæggende forudsætninger, der formentligt kræves for at anvende §36, må være, at en forholdsmæssigt svag part har indgået en længerevarende kontrakt med vilkår, som afviger væsentligt fra branchestandarden. Den svage part rammes efterfølgende helt uforudsigeligt og uden egen skyld af en mangedobling af sine produktionsomkostninger, hvilket skaber en voldsom byrde, som kan henføres til vilkår, som afviger væsentligt fra branchestandarden. Det er væsentligt, at der er en sammenhæng mellem kontraktens indhold og den byrde, som prisstigningerne placerer på den svage kontraktpart, da beskyttelsen af den svage kontraktpart er den primære hensigt bag §36. Selv under disse byrdefulde omstændigheder er der stor usikkerhed om anvendelsen af §36 overfor prisstigninger.
Det kan således meget vel være, at man ikke har et retskrav på at få reguleret sine priser eller annulleret kontrakten efter force majeure reglerne eller § 36 i Aftaleloven. I så fald understreger det, at det kan være helt afgørende at få indført en ret til prisregulering i aftalegrundlaget. Selvom man ikke har aftalt prisregulering, anerkender mange kunder dog den ekstreme og usædvanlige situation samt den indvirkning den har på verdensmarkedernes råvarepriser. Det kan derfor alligevel være en god ide at tage kontakt til sine kunder og, med udgangspunkt i ovenstående, tage en dialog om mulighederne for en ekstraordinær prisregulering.
