”Tror långiverne på det, så investerer de også i det. I modsætning til et banklån, har vi nu også fået markedets godkendelse,” siger Göran Wilke.
Han er ejer og direktør i IC-Meter, der er en mindre virksomhed med to fuldtidsansatte, en deltidsansat og fem eksterne konsulenter. Virksomheden har specialiseret sig i at udvikle cloudbaserede løsninger til at fjernmåle bygningers indeklima og energiforbrug. Han har netop lånt 2 mio. kr. via SMVerhvervslån, der er en online platform, hvor virksomheder kan låne penge eller investere i andre virksomheder.
”Rent virksomhedsmæssigt står vi lige nu over for et større temposkifte i virksomheden, hvor vi bevæger os fra mindre projekter i forsknings- og arbejdsmiljøverden til at levere løsninger til bygningers samlede drift. Et skift, der kræver kapital,” siger Göran Wilke.
Aktuelt har virksomheden brug for penge til to nye projekter. Det ene projekt er i samarbejde med COWI, hvor IC-Meter via fjernaflæste målinger skal udvikle en digital mærkningsordning til energiforbrug og indeklima på skoler og i offentlige bygninger. Det andet projekt har fokus på energibesparelser og indeklima i almene boliger. Via målinger vil lejerne kunne følge med i lejlighedens forbrug og indeklima. Lejernes andel af bygningens samlede varmeregning vil også afhænge af, om de har et indeklima, der er sundt for dem selv, bygningen og miljøet. Projektet er støttet af Landsbyggefonden.