Revisor: Lange betalingsfrister kan få fatale følger for SMV'er

Se SMVdanmarks interview med revisor og partner i Deloitte Thomas Frommelt og hør hans mening om lange betalingsfrister.

”Man kan sige, at de små virksomheder, de bliver brugt som bank til at finansiere de større virksomheder.”

Så kort og kontant indleder statsautoriseret revisor og partner i Deloitte Thomas Frommelt videoen fra SMVdanmarks kampagne for en FAIR betalingsfrist på max 30 dage.

SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, oplever, at lange betalingsfrister er et onde, mange mindre virksomheder er plaget af. Derfor har SMVdanmark igangsat en kampagne for at få et lovbestemt loft for betalingsfrister på max 30 dage.

Video: Hør statsautoriseret revisor Thomas Frommelts mening om lange betalingsfrister kan være fatalt for SMV'erne

De store virksomheder har forhandlingskraften

Ifølge Thomas Frommelt så er de lange betalingsfrister en stor udfordring for SMV’erne, da de er nødt til at finde en mellemfinansiering, hvis de skal vente op til fire måneder med at få deres penge og samtidig have midler til at betale deres egne leverandører.

”Dem, der har gavn af lange betalingsfrister, jamen, det er jo dem, som får muligheden for at beholde pengene. Det vil sige, at det ofte vil være de større virksomheder, som har forhandlingskraften til at sige: ”Hvis du vil handle med mig eller med os – så er det sådan, vilkårene er,” forklarer Thomas Frommelt.

Han mener ikke, at der er nogen grund til, at de store virksomheder har så lange betalingsfrister, andet end at pengene ligger godt i de store virksomheders egen lomme. 

 

De store virksomheder er ikke klar over konsekvensen

Mindre virksomheder har dog god grund til at være på vagt over for lange betalingsfrister, de kan nemlig i sidste enden betyde, at de må dreje nøglen om. Thomas Frommelt tror dog ikke, at de store virksomheder tænker over, hvad de lange betalingsfrister i sidste ende kan betyde for mindre virksomheders likviditet.

”Jeg tror ikke, de store virksomheder er helt klar over, hvor fatalt det kan være for den lille virksomhed. Ultimativt kan det jo betyde, at man ikke tager ordren. Så man bliver simpelthen nødt til at sige nej, fordi det kan man ikke leve med – at der går så lang tid, før man får sine penge,” siger Thomas Frommelt og slutter

”Så kan det jo betyde konkurs, fordi man ikke kan betale sine regninger.”

 

Støt kampen for en FAIR betalingsfrist!

Vi har også brug for din støtte i kampen for en FAIR betalingsfrist på max 30 dage! Jo flere underskrifter og delinger af videoer, jo større udbredelse af kampagnens budskab og jo bedre mulighed for at få råbt politikerne op, så vi kan få ændret loven.

Støt kampen for en FAIR betalingsfrist med din underskrift på fairbetalingsfrist.dk (obs: Underskriftsindsamlingen er afsluttet)

Følg kampagnen og deltag i debatten på SMVdanmarks Facebookside

 

 

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte vicedirektør Jakob Brandt på Jakob@SMVdanmark.dk eller på telefon 24 25 27 27.