Overvejer du at bruge de sociale medier til at tiltrække nye kunder eller forbedre din kundeservice? Så er der en række ting, du bør overveje, inden du går i gang. Hvordan du vælger at gribe det an i lige netop din virksomhed afhænger af, hvilken virksomhed du har, og hvilke ressourcer du vil bruge.
6 tips til at få succes på sociale medier
1) Kend din målgruppe
Hvor bor dine kunder? Hvilke sociale medier bruger dine kunder? Hvor leder de efter information om dine produkter og din virksomhed? Bruger de Facebook, eller går de på YouTube for at se en introduktionsvideo? Når du har fundet ud af det, ved du, hvilke socialt medier du skal bruge for at skabe opmærksomhed om dine produkter og din virksomhed.
2) Lav en plan
Hvad er formålet med din virksomheds tilstedeværelse på de sociale medier? Er det øget salg, større kendskab til din virksomhed eller mere nærværende kundeservice og kundekontakt? Hvor ofte skal der et nyt opslag op? Det er nogle af de spørgsmål, du skal stille dig selv. Der er meget rift om opmærksomheden på de sociale medier, så husk regelmæssigt at lægge nyt indhold op, og besvar kundernes spørgsmål. Udvælg bestemte personer i din virksomhed til at være ansvarlig for virksomhedens profiler på de sociale medier. Find gerne personer i din virksomhed, der allerede bruger de sociale medier, og træk på deres erfaringer.
3) Skab værdi for kunderne
Hvilken værdi får kunderne ud af at ’følge’ din virksomhed på de sociale medier? Det er et af de spørgsmål, du skal stille dig selv. Skal kunderne have konkret viden om dine produkter? Er det kendskab til nyeste tilbud? Eller er det en bedre kundeservice? Sørg for, at indholdet ikke er en nøjagtig kopi af virksomhedens hjemmeside – kunderne kan godt selv finde generel viden om virksomheden på din hjemmeside.
4) Besvar kritiske kommentarer
Lav en plan for, hvordan din virksomhed håndterer kritik. Man kommer langt med at besvare kritiske kommentarer imødekommende og personligt, men det kan også være nødvendigt at blokere kommentarer, hvis de er for grove. Sørg for, at alle, der er involveret i de sociale medier i virksomheden, kender planen.
5) Overvåg omtale af din virksomhed
Hvad siger kunderne om din virksomhed? Brug den viden til at finde frem til kernekunderne, og lær dem at kende. Overvåg, hvad de skriver om din virksomhed. Det vil hjælpe dig til at fokusere og skabe indhold, der er relevante for kunderne. Du kan gratis overvåge din virksomheds navn via Google Alerts.
6) Brug statistik
Hold øje med, hvilken type indhold der virker for dig, og hvad der ikke gør. Har dine selvhjælps-videoer på Youtube mange visninger? Eller er det dine tilbudsopslag på Facebook, der bliver set?
Regler for virksomheden på de sociale medier
Er der mange, der er involveret i at udvikle indhold til de sociale medier og besvare kommentarer, så er det en god idé at udarbejde et sæt regler. Reglerne bør udarbejdes i overensstemmelse med virksomhedens øvrige strategier, politikker og retningslinjer. Husk at inddrage medarbejderne i udarbejdelsen af reglerne for brugen af sociale medier – især dem, der er involveret i at drive profilerne.
Kom gratis på skolebænken
Overvejer du at bruge de sociale medier i din virksomhed, men føler du dig ikke klædt på til opgaven?
Så kan SMVdanmark tilbyde dig gratis deltagelse i et kursus om sociale medier via projektet Digitale Veje til Vækst.
Er du interesseret?
Så kontakt os allerede i dag!
Projektmedarbejder Rasmus Keinicke:
mobil: 61 96 39 76 / keinicke@smvdanmark.dk
Projektleder Henrik Lilja:
mobil: 60 88 89 64 / lilja@smvdanmark.dk