“I Danmark er det ekstremt tabubelagt at have en virksomhed i krise. Desværre, for hvis det var mindre tabubelagt, så ville mange flere virksomheder komme til os i langt bedre tid, når de allerførste tegn på en økonomisk krise dukkede op,” siger Svend Røge fra Early Warning.
I SMVdanmark genkender jurist Jeppe Rosenmejer også godt billedet af, at nogle virksomhedsejere har svært ved at erkende problemerne i deres virksomhed.
“Desværre ser vi virksomheder, der venter al for lang tid med at kontakte os eller søge hjælp, så det er umuligt at redde dem. Hvis de bare var kommet to måneder tidligere, så havde råderummet for at hjælpe dem været langt større og mulighederne langt flere. Derfor vil vi også gerne opfordre vores medlemmer til at benytte sig af tilbuddet fra Early Warning,” siger Jeppe Rosenmejer.
Early Warning yder gratis, uvildig og fortrolig rådgivning til danske virksomheder i hele landet og er finansieret af Erhvervsstyrelsen og de fem regioner.