Forvirrende – men godt
Der har været mange nyheder og også mange hjælpepakker den seneste uge. Så ingen tvivl om, at overblikket kan være svært at få. Vi har i SMVdanmark kæmpet i døgndrift for at påvirke de politiske beslutninger i bedst mulig retning for netop dig, og nu er det tid til at samle lidt op. Der er endnu mange ting, der er vedtaget, men som først skal implementeres – støttemuligheder, der er meldt ud, men som man endnu ikke kan søge.
Men det kommer. Giv det et par dage. Myndighederne skal have nogle døgn til at få systemerne op at køre.
Hvilke typer hjælp er der?
Noget at leve af
I dag er det besluttet at også selvstændige kan få den lønkompensation, som lønmodtagere fik med trepartsaftalen i søndags.
Selvstændige med et omsætningstab på mindst 30 % i deres omsætning kan få kompensation på 75 % af det forventede tab. Man kan maximalt få 23.000 kr. pr. ejer, så er I et ægtepar, der sammen ejer en virksomhed, kan I få op til 23.000 kr. pr. person. For at få denne lønkompensation må man ikke have mere end 10 ansatte (personer ikke årsværk) og tidligere have haft en omsætning på 15.000 kr.
Freelancere kan få 75 % af den forventede indtægtstab. Maximalt 23.000 kr. pr. måned. Du skal som freelancer have tjent mindst 180.000 kr. i 2019, samtidig må din indtægt i 2020 ikke overstige 800.000 kr.
Hjælp til virksomheden
Virksomheden kan også få hjælp til at dække nogle af de faste udgifter, fx husleje og uopsigelige kontrakter på fx biler eller andre aftaler. For at få den hjælp skal du have et omsætningstab på minimum 40 %.
I ordningen kan virksomheder få godtgjort dokumenterbare faste udgifter, herunder fx husleje, renteudgifter og uopsigelige kontraktbundne udgifter i en periode (fx leasing), hvor virksomhederne er udsat for en stor omsætningsnedgang.
Andelen af de faste udgifter, der kompenseres er følgende:
- 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.
- 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.
- 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60 pct.
Reglerne gælder fra 9. marts til 9.juni 2020
Kan jeg søge nu og hvor?
Nej, det kan du ikke. Og det kan virke frustrerende, det forstår vi godt. Rent teknisk er alle partier på Christiansborg nu enige om, hvad der skal være af støtte. Men for at staten kan udbetale beløbene, skal det først vedtages ved lov eller som aktstykke i Folketingets finansudvalg. Tvivl ikke på, at det sker. Det vil ske en af de nærmeste dag. Vi er blevet lovet, at det vil være muligt at søge i meget nær fremtid.
Alle ordninger vil være at ansøge igennem virksomhedsguiden.dk – så hold øje med den hjemmeside i de kommende dage.
Selvstændige skal angive det forventede omsætningstab og begrunde, hvordan tabet er en konsekvens af coronakrisen. Efterfølgende skal ejeren dokumentere et tab på 30 % i forhold til den gennemsnitlige omsætning i seneste regnskabsår eller sammenholdt med momsregistreringer til SKAT. Hvis virksomheden har eksisteret under seks måneder, skal ejeren godtgøre tabet på anden vis. Selvstændige skal desuden benytte sig af revisorbistand og udfylde en tro- og loveerklæring.
Download en tro- og loveerklæring her
Virksomhederne skal dokumentere faste udgifter samt sende en revisorpåtegnet opgørelse over forventet omsætningsnedgang, og de skal ligeledes bekræfte med tro- og love, at omsætningen er faldet.
Hvornår udbetales støtten?
Pengene udbetales af Erhvervsstyrelsen til virksomheden efter de har modtaget ansøgningen. Politikerne lover, at pengene udbetales hurtigt, så hurtigt det er muligt. Men det er endnu uklart hvornår.
SMVdanmark er i dialog med myndighederne om uklarheder og hurtig implementering af hjælpen.