Ny digital platform til iværksættere og SMV'er

Virksomhedsguiden skal give bedre adgang til vejledning og information om opstart, drift og udvikling af virksomhed.

Erhvervstyrelsen har lanceret Virksomhedsguiden.dk, der er et nyt digitalt tilbud til virksomhederne, der samler vejledning og information om opstart, drift og udvikling af virksomhed i en fælles offentlig platform.

På sitet findes hjælp til alt fra udvikling af forretningsplaner og hvordan man finder finansiering til hvordan man betaler skat. Virksomhedsguiden samler dermed vejledning på tværs af mere end 16 forskellige myndigheder og 6 erhvervshuse, samt erhvervsfremmetilbud fra over 80 erhvervsfremmeaktører.

”Det er en god dag for iværksættere og de små og mellemstore virksomheder, der nu nemt – og døgnet rundt – kan finde hjælp til mange af hverdagens administrative udfordringer. Det er en platform, vi har bidraget til og set frem til skulle gå i luften, for det er vigtigt, når man er en SMV, at man ikke skal bruge lang tid på at søge information hos de enkelte myndigheders, erhvervshuses og andre aktørers hjemmesider,” siger direktør i SMVdanmark, Ane Buch.

 

Vejen mod et mere individuelt tilbud

Virksomhedsguiden giver indblik i de mest relevante virksomhedsrettede love og regler og vejleder om forretningsudvikling. Samtidig giver Virksomhedsguiden overblik over de tilbud, der udbydes på tværs af den offentlige erhvervsfremmeindsats - lige fra den lokale erhvervsservice til statens ordninger.

Planen er, at Virksomhedsguiden løbende vil blive opdateret og videreudviklet for både virksomheder og aktører i erhvervsfremmesystemet – alt sammen for at give virksomhederne relevant vejledning af høj kvalitet.

”I dag har vi fået første skridt i forbedringen af det offentlige digitale erhvervsfremmetilbud, men henad vejen ser vi gerne, at planerne om at gøre tilbuddet mere individuelt og intelligent målrettet den enkelte virksomhed realiseres. Vi giver stor kredit for det der nu foreligger, men det her er step 1 og vigtigt at næste skridt også implementeres for det er der Virksomhedsguiden for alvor vil komme til gavn for virksomhederne,” siger Ane Buch.