Om kort tid skal danske virksomheder, der handler med Storbritannien, formentlig have deres import- og eksporttilladelser klar, hvis de vil undgå, at deres varer sidder fast i tolden.
Men det er der mange SMV’er, der endnu ikke har fået styr på, siger SMVdanmarks internationaliseringschef, Jens Kvorning.
”Hvis det bliver en Brexit uden en aftale, hvilket det lige nu ser ud til, så sidestilles Storbritannien med andre lande udenfor EU. Det vil altså være ligesom at handle med Kina eller Rusland, hvor der gælder andre told-, skatte- og momsregler, og hvor man skal have import- og eksporttilladelserne i orden. Hvis ikke man har dem, så kan man ganske enkelt ikke handle med briterne efter den 1. januar 2021,” siger Jens Kvorning, der dog peger på muligheden for, at der bliver indgået en aftale i sidste øjeblik.
Få styr på tilladelserne nu
Han opfordrer til, at de danske SMV’er får styr på situationen nu.
”Enten er virksomhederne ikke klar over det, fordi samhandlen hidtil er gået gnidningsfrit, eller også lurepasser de og venter at se, hvad der sker. Men datoen for Storbritanniens udmeldelse af EU nærmer sig med hastige skridt. Der er faktisk kun knap 14 dage til den 1. januar 2021. Når man ikke at få styr på formalia, kan det få store konsekvenser,” konstaterer han.
Gratis at søge tilladelser
Det er gratis at søge import- og eksporttilladelser og vil man vide mere om, hvordan man gør og hvordan man skal forholde sig, henviser Jens Kvorning blandt andet til Brexit-tjeklisten på Startvaekst.dk.
”Det er et godt systematisk opslagsværk med konkrete råd til konkrete situationer. Den går alle de forhold igennem, som det er nødvendigt at tænke på, når man skal eksportere til eller importere fra Storbritannien efter en hård Brexit,” siger han.
”Men alle er i tvivl om, hvad der kommer til at ske, så det bedste man kan gøre lige nu er, at få søgt tilladelserne og så ellers lytte med på snakken hos sine britiske kunder, hos andre virksomheder i en tilsvarende situation og eventuelt hos de lokale danske handelskamre i Storbritannien.”
TIP! |