Små og mellemstore virksomheder, SMV’erne, vil gerne være med til en grøn omstilling. Mange overvejer, hvordan de selv kan blive mere miljøvenlige og udvikle grønne bæredygtige løsninger til deres kunder.
Og de tanker er slet ikke nye. Det var blandt andet ved hjælp af SMV’ernes nysgerrighed, viden og gåpåmod, at det danske vindmølleeventyr begyndte i 70’erne.
Oliekrisen og energikrisen
Under olie- og energikrisen 1973 var gode råd dyre. Oliepriserne steg, og bilfri søndage blev indført landet over.
En tværfaglig gruppe med økonom Preben Maegaard i spidsen begyndte at tænke i nye baner. Det måtte være muligt at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energi og løsninger, der var mere miljøvenlige.
Gruppen begyndte at studere og arbejde med forskellige former for vedvarende energi og kaldte sig Nordvestjysk Initiativ for Vedvarende Energi, NIVE.