Vidste du, at du kan spare penge ved at bidrage til FN’s 17 verdensmål?
For mange små og mellemstore virksomheder, SMV’er, er det stadigvæk muligt at mindske spild og ressourceforbruget, ved at blive endnu mere opmærksomme og målrettede.
“Det er muligt at opnå en økonomisk besparelse ved at stille skarpt på verdensmål 12 for ansvarligt forbrug og produktion og få et overblik over virksomhedens ressourcespild, fejlleverancer, energiforbrug og vandforbrug,” siger partner i Sprint17 Mette Svendgaard. Hun rådgiver til dagligt mellemstore virksomheder i at skabe værdi gennem implementering af FN’s verdensmål.
”Er der et sted i produktionsleddet, der kan ændres, så der er mindre spild og bliver brugt færre ressourcer? Det er et rigtigt godt spørgsmål at stille sig selv som virksomhed, hvis man ønsker at spare penge,” forklarer Mette Svendgaard og fortsætter:
“Et andet godt råd er at inddrage medarbejderne i processen. Så kan der ligefrem gå sport i, hvem der spare mest på energiforbruget, vandforbruget og materialeforbruget.”
Den kritiske forbruger
En ting er at spare penge på kort sigt ved at trimme virksomhedens ressourceforbrug og minimere spild, men Verdensmålene kan også bidrage til vækst og udvikling på langt sigt, hvis man udvikler nye bæredygtige løsninger.
“Efterspørgslen på bæredygtige løsninger stiger, antallet af kritiske forbrugere vokser, og flere unge går op i bæredygtighed. At være en bæredygtig virksomhed er et konkurrenceparameter, der, udover at spare virksomheden for penge her og nu, også kan bruges til at tiltrække kritiske forbrugere såvel som rekruttering af fremtidens medarbejdere,” forklarer Mette Svendgaard.
“Verdensmålene kan desuden tjene som en inspirationskilde til at udvikle nye forretningskoncepter, der kan forny virksomheden, så den vokser og skiller sig ud fra sine konkurrenter.”
Sådan kommer du i gang
Det kan virke uoverskueligt for mange at bidrage til FN’s verdensmål i en i forvejen travl hverdag med kunder, leverancer og meget mere.
“For at komme i gang med Verdensmålene er det allervigtigste at lære dem at kende. Verdensmålene er det nye sprog for bæredygtighed, set over en bred kam, der ikke kun omhandler klima, men også ligestilling og ansvarligt forbrug. Kender man Verdensmålene, kan man bedre stille krav til sine egne leverandører og derigennem også bidrage til målene,” forklarer Mette Svendgaard.
Ifølge Mette Svendgaard er det desuden en fordel at få et overblik over sit eget udgangspunkt, så man ved, hvilke aktiviteter virksomheden allerede har, der taler ind i Verdensmålene, og hvor der er et udviklingspotentiale.