Med en skærpet revisionspligt skyder man gråspurve med kanoner

Færre SMV’er snyder eller har fejl i skatteindberetningerne end for 10 år siden. Gevinsten ved en skærpet revisionspligt vil ikke stå mål med byrden.

Den lempede revisionspligt er i disse dage under heftig beskydning, og i det nye folketing tegner der sig et politisk flertal for at stramme revisionskravene. Fra SMVdanmark skal lyde en opfordring til, at man fra politisk hold tænker sig grundigt om, inden man tilfører erhvervslivet nye administrative byrder.

Når man vil skærpe revisionspligten, rammer det ikke kun virksomheder, som snyder på vægtskålen, det rammer også tusindvis af andre virksomheder, som vil opleve stigende udgifter til revision - uden det reelt giver nogen gevinst. I SMVdanmark opfordrer vi kraftigt til at se på fakta. Siden 2006 er revisionspligten lempet ad flere omgange, og den lempeligere revisionspligt har faktisk ikke betydet mere snyd eller flere fejl. Tal fra SKAT viser tværtimod, at der er færre små og mellemstore virksomheder, som snyder eller har fejl i deres skatteindberetning i dag end for ti år siden.

 

En revisor er ikke en garanti

Revision er ikke en garanti for, om en virksomhed snyder eller ej, hvilket man kan finde mange eksempler på. Så måske er det andre midler der skal tages i brug, for at komme svindlerne til livs. Og når det kommer til fejl i regnskaberne, så kunne det være ide at se på kompleksiteten af reglerne og evt. sikre bedre vejledning til virksomheder.

Undersøgelser viser rigtigt nok, at der sker færre fejl, når en virksomhed får hjælp til regnskabet, men det handler ikke nødvendigvis om, hvor virksomhederne får hjælpen fra. Derfor bør det være frit for en virksomhed at vælge den hjælp, man ønsker og har behov for til regnskabet. Blandt andet kunne en mulighed være at give bogholdere en certificering, så de kan være med til at blåstemple et virksomhedsregnskab i lighed med en revisor. Hvorfor? Jo, for en bogholder koster ca. 1.000 kr. mindre i timen sammenlignet med en revisor. Og det kan være afgørende for om en lille virksomhed benytter sig af den hjælp.

SMVdanmark glæder sig til at tage drøftelser om revisionspligt med det nye folketing, men opfordrer til at man tænker sig godt om. Flere administrative byrder hæmmer væksten og initiativlysten. Den vej vil vi ikke nedad.

 

Debatindlæg på JP Finans den 2. juli 2019.