Støt kampen for en FAIR betalingsfrist!

SMV’er bliver krævet helt op til 120 dages betalingsfrist, når de har de store virksomheder som kunder. Det er ikke FAIR! Derfor søsætter SMVdanmark nu kampagnen ’FAIR betalingsfrist på max 30 dage’ på Facebook. Målet er at ændre lovgivningen.

Er det rimeligt, at de små og mellemstore virksomheder skal være kassekredit for de store virksomheder? Det er desværre ofte situationen for mange små og mellemstore virksomheder, der ikke kan stille noget op, når de bliver mødt med lange betalingsfrister på 60, 90 eller helt op til 120 dage fra deres store kunder.

”Problemet for SMV’erne er, at vil de beholde de store virksomheder som kunder, så er de også nødt til at acceptere vilkårene og vente på at få deres betaling. Alternativet er at vinke farvel til kunden. Og for mange SMV’er er dette ikke en reel mulighed, da de store virksomheder udgør en stor del af deres omsætning”, siger SMVdanmarks vicedirektør Jakob Brandt.

Som loven er indrettet i dag, er det kun de offentlige myndigheder, der har en ufravigelig betalingsfrist på max 30 dage. For de private virksomheder er det muligt at fravige en betalingsfrist på max 30 dage, hvis sælger udtrykkeligt har godkendt den længere betalingsfrist, og hvis aftalen ikke er urimelig for sælger. Disse undtagelser fra reglen giver de store virksomheder mulighed for at stille krav om lange betalingsfrister over for deres mindre leverandører.

Derfor ønsker SMVdanmark en lovændring, så der bliver indført en ufravigelig betalingsfrist på max 30 dage – altså de samme regler, som i dag gælder for de offentlige myndigheder.

SMVdanmark er hovederhvervsorganisation for 18.000 små og mellemstore virksomheder.

 

De små virksomheder er kassekredit for de store

Konsekvensen af de lange betalingsfrister er, at de små og mellemstore virksomheder ofte bliver presset på deres egen likviditet og må ud at låne penge andre steder.

”Det er ikke rimeligt, at SMV’erne skal være kassekredit for de store virksomheder. Det presser deres likviditet og forhindrer dem i at investere i nye maskiner og flere medarbejdere. Skal vi have fjernet kravene om lange betalingsfrister fra de store virksomheder, så skal vi have ændret loven, så det ikke længere er muligt at fravige en betalingsfrist på mere end 30 dage”, siger SMVdanmarks vicedirektør Jakob Brandt.

SMVdanmark arbejder for en lovændring, så vi får en FAIR betalingsfrist på max 30 dage for alle virksomheder, offentlige som private.

 

Støt kampen for en FAIR betalingsfrist!

Vi har også brug for din støtte i kampen for en FAIR betalingsfrist på max 30 dage! Jo flere underskrifter og delinger af videoer, jo større udbredelse af kampagnens budskab og jo bedre mulighed for at få råbt politikerne op, så vi kan få ændret loven.

 

Vil du vide mere?

Du kan finde og dele SMVdanmarks kampagnefilm på SMVdanmarks Facebookside