I sin frisørsalon i Glostrup har Sandra Neergaard en travl hverdag med seks ansatte, kunder i stolen og alt det, der følger med at drive selvstændig virksomhed. Som så mange andre virksomheder håndteres det meste digitalt – fra bookingsystemer og kundedata til betalinger.
Derfor virkede det umiddelbart som en god idé, da en it-virksomhed* kontaktede hende med et tilbud om en billigere og bedre backup-løsning, end den hun havde. Men det viste sig hurtigt, at det var alt andet end et godt tilbud.
”De virkede professionelle og fortalte, at de ville hjælpe med at opsige den gamle aftale, så der ikke blev overlap. Jeg forklarede dem, at jeg allerede havde en kontrakt et andet sted og derfor ikke kunne indgå en ny, men de fortalte mig, at jeg havde 3-måneders opsigelse. Derfor takkede jeg ja,” fortæller Sandra Neergaard.
Kort tid efter viste det sig, at hendes tidligere aftale stadig var bundet i halvandet år, og at hun nu stod med to dyre kontrakter på samme ydelse, på trods af, at hun fra start havde orienteret dem om den eksisterende kontrakt.
Sparede tid, penge og bekymringer
Da Sandra Neergaard forsøgte at kontakte virksomheden for at komme ud af kontrakten, blev hun mødt med afvisninger og forvirrende svar. Først da hun ringede til SMVdanmarks juridiske rådgiver, Christoffer Sodemann, kom der skub i sagen.
”Christoffer vidste præcis, hvem de var, så snart jeg nævnte navnet på virksomheden. Han sagde bare: ’Dem kender jeg godt’,” fortæller hun.
Christoffer Sodemann tog hurtigt hånd om sagen. Han hjalp med at formulere en mail, som Sandra Neergaard videresendte til virksomheden, og det blev vendepunktet i sagen.
”Efter Christoffer skrev, at al kommunikation fremover skulle gå gennem ham, ændrede tonen sig. Kort efter ringede virksomheden selv til mig og sagde, at de ville trække aftalen tilbage og tilbageføre beløbet. Det tog to mails, og så var sagen løst,” siger hun og tilføjer:
“Det sparede mig både tid og bekymringer, og jeg slap for en kæmpe udgift.”
Altafgørende at have nogen i ryggen
Oplevelsen har gjort Sandra Neergaard mere opmærksom på, hvordan visse virksomheder forsøger at udnytte mindre erhvervsdrivendes tillid.
”Vi bliver jo hele tiden ringet op af nogen, der lover guld og grønne skove. Og som lille virksomhed har man ikke en jurist siddende ved siden af sig. Det er skræmmende nemt at blive misledt, selvom man er opmærksom og prøver at gøre sit forhåndsarbejde” siger hun.
Sandra Neergaard peger på, at mange selvstændige ikke har mulighed for at gennemskue de juridiske detaljer i komplicerede kontrakter: ”Jeg er jo ikke jurist og kender ikke til alle de tekniske betingelser, og de udnytter, at vi som små virksomheder ikke altid kender vores rettigheder.”
Hun håber, at andre små virksomheder vil bruge rådgivningen, hvis de står i en lignende situation:
”Jeg vil helt klart anbefale andre at bruge SMVdanmarks juridiske rådgivning. Bare det at vide, at man har nogen i ryggen, betyder alt. Vi har ikke tid eller penge til at føre lange sager, men her fik jeg løst min på få dage.”
*Vi kan af juridiske årsager ikke nævne virksomhedens navn. Oplever du noget lignende, eller bliver du kontaktet af et firma, du er usikker på, så tag fat i vores juridiske rådgivning. Du kan også læse mere om, hvordan du sikrer dig mod denne slags sager her.
Bliv ringet op og hør mere om medlemsfordele og juridisk støtte
Indtast dine oplysninger, så ringer vi snart!


