Solen skinnede fra en skyfri himmel, da SMVdanmark inviterede indenfor til årsmøde, som i år foregik i Docken i København. For flere medlemmer begyndte dagen med en række forskellige udvalgsmøder efterfulgt af det årlige repræsentantskabsmøde og derefter årsmødet.
Temaet for årsmødet var 'Digitalisering i små og mellemstore virksomheder – grib chancen', og en masse veloplagte medlemmer og repræsentanter fra medlemsorganisationerne havde valgt at bruge dagen på at høre mere om digitalisering i SMV'er, disruption og robotter.
På årsmødet gav beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, direktør Anja Hoffman fra Sentio Lab og direktør Finn Christensen fra Robot At Work deres bud på fremtiden for SMV'erne.
Troels Lund Poulsen fortalte blandt andet om manglen på arbejdskraft og flaskehalse, men også at regeringen har fokus på, hvordan man kan få flere hænder i gang. Anja Hoffman opfordrede SMV'er til at bruge de nye muligheder med fremtidens teknologi og ikke være bange for at komme i gang. Finn Christensen viste et eksempel på en robot og efterlyste flere idéer til udviklingen af andre robotter.