I uge 39 inviteres håndværkere og håndværksvirksomheder til at støtte aktiviteter for udsatte børn og unge i deres lokalområde. Det er børn og unge, som for eksempel vokser op med sygdom, fattigdom eller ensomhed som en del af hverdagen. Kampagnen er særlig, da den kun er for håndværksvirksomheder, som her får mulighed for at støtte de næste generationer.
Branchen bakker op
Håndværkerne bakker op om initiativet, og sidste år indsamlede kampagnen 540.400 kr. til fordel for børn og unge. Støtten kom fra virksomheder i 54 byer, og mere end 20 faggrupper deltog.
I Ungdommens Røde Kors har de mange års erfaring med aktiviteter og ved, at nogle af de børn og unge, der kommer på aktiviteterne, er børn og unge, som senere i livet kan få brug for en læreplads. Derfor er kampagnen også et led i at vise denne målgruppe deres muligheder inden for faget og vise, at håndværkere er en faggruppe, som samlet tager et socialt ansvar og påvirker deres lokalområde.
Lokale børn og unge støttes
For et sponsorat på 2.500 kr. kan man som virksomhed give et barn eller en ung et helt år i en aktivitet såsom lektiecafé, klub eller hospitalscafé eller en hel uge på ferielejr. I En Hjælpende Hånd går ens støtte til børn og unge i det lokalområde, hvor pengene er doneret. Man er altså med til at hjælpe børn og unge i området, og det har betydning ikke bare for det enkelte barn eller ung, men for hele lokalsamfundet.
Læs mere og vær med
Hvis man er interesseret i at læse mere eller være med, er der mere information at hente på www.giv1hånd.dk. Tilmeldingen er åben.