Østre Landsret har i dag stadfæstet Sø- og Handelsrettens dom fra 2019, der fastslog, at Netto havde solgt kopier af designvirksomheden Anne Blacks produkter. Landsretten nedsatte erstatningen, så Netto nu kun skal betale 300.000 kr. og ikke de 1,5 mio. kr. som Sø- og Handelsretten havde tilkendt Anne Black.
David har dermed igen besejret Goliat, men det er en pyrrhussejr, fordi Anne Black har mistet flere penge på at vinde retssagen, end hun har fået tilkendt i erstatning.
Værn mod kopiprodukter er faldet væk
Samtidig er et vigtigt værn imod kopiering væk, som Sø- og Handelsrettens store erstatning ellers sikrede mindre designere. Med det erstatningsniveau, som landsretten nu har fastsat, kan det fortsat betale sig for store koncerner at tage en kalkuleret risiko ved at misbruge mindre designeres enerettigheder. For ingen mindre virksomhed vil efter dommen i Anne Black-sagen anlægge en retssag, fordi udsigten til i bedste fald at opnå en mindre erstatning ikke betaler sig, i forhold til de meget større omkostninger en retssag medfører.
Glad for ejerskabet til rettighederne
Ane Buch, adm. direktør i SMVdanmark, har fulgt sagen over årene og konstaterer, at det er ekstremt hårdt for en lille virksomhed at skulle forsvare sine rettigheder gennem sådanne langvarige retssager.
"Det er tit en kamp mod overmagten, fordi de store koncerner har al den tid og alle de penge der skal til, for at knække en lille virksomhed. Det skete ikke i denne sag," siger Ane Buch.
”Vi er glade for, at landsrettens dom stadfæster Anne Blacks rettigheder til sine designs. Det er vigtigt budskab til alle Danmarks mange dygtige designvirksomheder. Det er omvendt meget skuffende, at erstatningsbeløbet blev nedsat. Det er godt at få slået fast, at man har ret, men jeg er bange for, at så lavt et erstatningsniveau vil afholde mange små virksomheder fra at kæmpe for deres rettigheder,” konstaterer Ane Buch.