Har din virksomhed brug for vejledning om uddannelse eller efteruddannelse? Så kan du bruge eVejledningen dag, aften og weekend. I eVejledningen er mere end 30 professionelle vejledere klar til at vejlede om efteruddannelse inden for fx AMU, erhvervsuddannelser og diplomuddannelser. Du kan også få vejledning om almen voksen- og efteruddannelse, hvis du har medarbejdere, der har brug for at blive bedre til at læse, skrive eller regne.
eVejlederne kan kontaktes på telefon, chat, facebook eller mail – al kontaktinformation findes på www.voksenuddannelse.dk, hvor du også kan finde information om de mange forskellige typer af efter- og videreuddannelse, der findes, og som kan være relevant i din virksomhed.
Én indgang til kompetenceløft
Tidligere har du som virksomhed typisk kontaktet en erhvervsskole eller et VEU-center for vejledning om videre- og efteruddannelse. Med trepartsaftalen om videre- og efteruddannelse har vi fået 'En indgang' til det komplekse område, hvor www.voksenuddannelse.dk og flere vejledere i eVejledningen er et stort skridt på vejen for små og mellemstore virksomheder.
Hvis du gerne vil vide mere om eVejledning, voksenuddannelse.dk eller om dine muligheder som virksomhed, kan du kontakte Chefkonsulent Heike Hoffmann, Tlf. 3263 0319 mail:hoffmann@smvdanmark.dk