Mange praktikpladser giver ny status til greenkeeper, anlægsgartner og bygningsmaler

Det er lykkedes Danske Anlægsgartnere at få greenkeeper- og anlægsgartneruddannelserne på listen over fordelsuddannelser, mens Danske Malermestre har arbejdet sig frem til frit optag på bygningsmaleruddannelsen. Det betyder, at fortællingen om uddannelserne i folkeskolen nu kan blive en langt mere positiv historie, der vil give flere ansøgere.

Med trepartsaftalen om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft fra 2016 skulle parterne omkring erhvervsuddannelserne forholde sig til nye begreber og beregningsmodeller – fordelsuddannelser og dimensionering.

Fordelsuddannelser er uddannelser inden for fag, hvor arbejdsgiverne forventer et særligt stort behov for arbejdskraft. For at komme på listen over fordelsuddannelser skal virksomheder inden for branchen forpligte sig på at oprette praktikpladser til elever, der har gennemført grundforløb 2.

Med 'Treparten' blev beregningerne for adgangsbegrænsning til uddannelser med mange elever i skolepraktik meget komplekse.

 

Anlægsgartnerne: Fra begrænset uddannelse til fordelsuddannelse

I årene lige efter 'Treparten' var anlægsgartneruddannelsen adgangsbegrænset. Det betød, at det blev vanskeligt for virksomhederne at rekruttere dygtige lærlinge, blandt andet fordi vejledningen i folkeskolen var forpligtet til at gøre opmærksom på, at der ikke var frit optag. Dén vejledning gjorde det naturligvis ikke attraktivt at vælge en karriere som anlægsgartner.

Med en stærk indsats for at skaffe praktikpladser har parterne omkring anlægsgartneruddannelsen sørget for frit optag på uddannelsen. Den er - ligesom greenkeeperuddannelsen - blevet en fordelsuddannelse.  

For både greenkeeper- og anlægsgartneruddannelserne ligger der nu en særlig opgave til folkeskolens vejledere om at gøre særskilt opmærksom på uddannelserne som attraktive valg med gode muligheder for praktikpladser. Endelig giver statussen som fordelsuddannelse også mulighed for en lille økonomisk bonus til arbejdsgiverne.

 

Bygningsmalerne: Ingen adgangsbegrænsning

Med et langt sejt træk, hvor Danske Malermestre på det nærmeste har udstedt landsdækkende garanti for praktikplads til alle elever, er det fra efteråret 2019 lykkedes at komme af med adgangsbegrænsningen til bygningsmaleruddannelsen. Det betyder, at alle unge mennesker, der ønsker at blive bygningsmaler, kan blive optaget på grundforløb 2.

Og vejlederne i folkeskolen kan igen fortælle eleverne, at de roligt kan søge optag på bygningsmaleruddannelsen.

 

Resultater forpligter

De gode resultater for bygningsmalerne og anlægsgartnerne forpligter i årene, der kommer. Hvis uddannelsernes nye status skal opretholdes, kræver det et fortsat fokus på at skabe praktikpladser – og at vejlederne i folkeskolen er knivskarpe på at vejlede korrekt om fagene, så eleverne kan vælge uddannelse på et oplyst grundlag.