Skal jeg vide, hvad jeg brænder for, før jeg vælger uddannelse? Og hvad sker der, hvis jeg vælger ’forkert’? Og kan man overhovedet vælge ’forkert’?
Mange unge ved ikke, hvad de vil være og er bange for at tage et ”forkert” valg. Alt for mange unge vælger derfor gymnasiet uden at kende til mulighederne med eksempelvis en erhvervsuddannelse.
Det er en af grundene til at ’Ditbarnsfremtid’ har udviklet podcastserien 'Samtaler om uddannelse'. Serien sætter fokus på uddannelsesvalget og vender nogle af de spørgsmål og dilemmaer, mange unge og deres forældre har, når de skal vælge uddannelse.
Skal jeg brænde for faget?
Et af de dilemmaer, som podcasten stiller skarpt på, er, om man skal have fundet sit ’kald’, før man vælger uddannelse. Mange unge har en forestilling om, at de skal vente med at vælge uddannelse til de ved, hvad den helt rigtige uddannelse er og kan derfor komme til at vente meget længe.
”De unge skal ikke gå og vente på, at der dumper en passion eller en interesse ned fra himlen, før de skal vælge uddannelse. Tværtimod skal de ud at prøve flere interesser af og måske tage springet ud i noget helt ukendt,” lyder rådet fra podcastserien.
Ovenstående dilemma er blot en ud af flere, der bliver vendt i 'Samtaler om uddannelse'.
Om 'Samtaler om uddannelse'
Podcastserien består indtil videre af fem episoder, hvor vejledere, elever, branchefolk og forskere deler deres erfaringer, holdninger og kommer med gode råd til, hvordan man bedst støtter de unge i processen frem til et uddannelsesvalg.
Serien er produceret af forældreindsatsen ’Ditbarnsfremtid’ og udviklet i samarbejde med forskere, vejledere, branchefolk og unge.