Efter en lang periode med få sager, oplever SMVdanmark nu flere og flere sager, hvor annoncehajer sætter tænderne i særligt helt små virksomheder. Sagerne omhandler ofte salg, vedligeholdelse og optimering af hjemmesider, hvor sælgerne udnytter, at virksomhederne har begrænset indsigt i de leverede ydelser. De fleste sager drejer sig om mindre beløb under kr. 20.000, til gengæld er det en ubehagelig og drænende oplevelse at ende i en tvist med en annoncehaj. Derfor vil vi gerne klæde dig godt på, så du er forberedt, hvis en annoncehaj skulle finde på at kontakte din virksomhed.
Annoncehajens kendetegn:
- Vildleder virksomheden til at tro, at salget vedrører en eksisterende aftale mellem virksomheden og annoncehajen.
- Aftalevilkår om priser og bindingsperiode er uigennemsigtige eller urimelige.
- Sælger en digital ydelse, som ikke klart defineres for virksomheden.
- Kræver betaling fra virksomheder, selvom der ikke er indgået en aftale.
- Beder om accept til optagelse af salgsopkald (som senere benyttes til at underbygge accept fra virksomhedens side).
- Truer med bål og brand, hvis betaling ikke finder sted.
Sådan håndterer du annoncehajer:
- Gør det klart for sælgeren, at du ikke ønsker at indgå en aftale over telefonen, men at du gerne vil modtage skriftligt materiale.
- Afvis betalingen, hvis du modtager ordrebekræftelser på ydelser, som du ikke har indgået aftale om.
- Bed om dokumentation for, at der er indgået en aftale.
- Indfør arbejdsgange i virksomheden, som sikrer, at regninger godkendes inden betaling.
- Tjek kunders anmeldelser af virksomheden, inden du indgår aftale.
Hvis du er plaget af en annoncehaj, er blevet vildledt til at give mundtlig accept eller er udsat for urimelige kontraktvilkår, så kontakt SMVdanmarks gratis juridiske hotline på telefon 33 93 20 00 eller på mail smv@smvdanmark.dk.
Du kan læse meget mere om Annoncehajer på vores hjemmeside ved at klikke på dette link.