Den 1. juli 2023 træder en ny lov om ansættelsesbeviser i kraft, som giver medarbejdere ret til flere oplysninger om ansættelsesforholdet og skærper kravet til, hvornår oplysningerne skal være modtaget af medarbejderen. Loven indfører også, at en medarbejder, som har arbejdet 3 timer ugentligt set over en 4 ugers periode, har krav på et ansættelsesbevis. Det betyder, at arbejdsgivere efter 1. juli 2023 har pligt til at udstede et ansættelsesbevis i følgende situationer:
Den aftalte arbejdstid overstiger 3 timer ugentligt set over en periode på 4 uger.
Den faktiske arbejdstid overstiger 3 timer ugentligt set over en periode på 4 uger, selvom den forud planlagte arbejdstid var mindre end 3 timer ugentligt.
Ved såkaldte nultimerskontrakter, hvor der ikke er fastsat en garanteret mængde betalt arbejde, før ansættelsens begyndelse, men hvor medarbejderen er forpligtet til at tage imod vagter som arbejdsgiver løbende tilbyder.
Tilkaldevikarer, der ikke er forpligtede til at påtage sig en tilbudt vagt, men hvor den faktiske præsterede arbejdstid overstiger 3 timer ugentligt set over en 4 ugers periode.
Virksomheder, som er tiltrådt en kollektiv overenskomst, kan i nogen grad være undtaget, hvis overenskomsten dækker hele Danmark og er indgået med de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.
For ansættelsesforhold, som påbegyndes efter 1. juli 2023, skal medarbejderen modtage nedenstående oplysninger indenfor hhv. 1 uge eller 1 måned efter tiltrædelse. Alle oplysningerne kan blot gives indenfor den første uge, hvis arbejdsgiver ikke ser grund til at give oplysningerne på forskellige tidspunkter.
Senest 1 uge efter tiltrædelse | Senest 1 måned efter tiltrædelse |
Parternes navn og adresse | Ved vikaransættelse; brugervirksomhedens identitet* |
Arbejdssted |
Retten til fravær med løn* (ikke kun ferie) |
Stillingsbeskrivelse | Opsigelsesvarsel |
Tiltrædelsestidspunkt og forventede varighed, hvis ansættelsen er tidsbegrænset |
Evt. ret til betalt uddannelse fra arbejdsgiveren* |
Varighed og vilkår for prøvetid |
Om der gælder en overenskomst for ansættelsen |
Løn + tillæg |
Sociale ydelser, der ikke er indeholdt i lønnen* |
Arbejdstid og overarbejde samt vilkårene, hvis arbejdstiden er uforudsigelig* |
*Indikerer at kravet om oplysningen er nyt eller tilpasset i kraft af den nye lov
Medarbejdere, som er tiltrådt inden 1. juli 2023, skal ikke have udleveret et nyt ansættelsesbevis, selv om arbejdsgiveren ikke overholder de krav, som indføres af nye lov. I stedet er det tilstrækkeligt, at de medarbejdere som anmoder om det, modtager de supplerende oplysninger, som den nye lov giver ret til.
Det er ikke et krav, at alle oplysninger er indeholdt i medarbejderens ansættelsesbevis. Hvis et ansættelsesvilkår er defineret ved lov, er det tilstrækkeligt at henvise til den relevante paragraf i f.eks. funktionærloven. Oplysninger om f.eks. sociale ydelser, som gælder alle eller visse grupper af medarbejdere, kan med fordel gives i personalehåndbogen.
SMVdanmarks har udarbejdet to forskellige standard ansættelseskontrakter; én til ansættelser, hvor arbejdstiden er fast og én til ansættelser, hvor arbejdstiden er uforudsigelig. Ved at følge dette link til vores hjemmeside kan du finde kontrakterne (nederst på siden) samt uddybende kommentarer, som forklarer, hvordan hvert enkelt vilkår i kontrakten skal oplyses.
Den nye lov om ansættelsesbeviser medfører flere ændringer, bl.a. indføres minimumskrav for vilkår om bibeskæftigelse, prøvetid og uddannelse. De resterende ændringer vil vi beskrive i vores næste juridiske nyhedsbrev. Hvis du har spørgsmål til denne nye lov, til ansættelser generelt eller til noget helt tredje, så husk, at du kan kontakte SMVdanmarks gratis juridiske hotline på telefon 33932000 eller på mail smv@smvdanmark.dk