Reguleringsbyrden fra EU vokser ufortrødent

EU påvirker gældende regulering i Danmark direkte gennem EU’s forordninger, som har umiddelbar retsvirkning i Danmark, og indirekte gennem EU’s direktiver, som skal implementeres i dansk lovgivning, før de får retsvirkning i Danmark.

Det er vanskeligt at opgøre de samlede omkostninger ved regulering, da langt hovedparten af omkostningerne er skjulte ved, at politikerne lader virksomheder og borgere bruge tid og ressourcer på at efterleve dem.

For at omgå denne udfordring vælger vi at opgøre regelmængden i antal ord, som udspringer af samtlige EU-retsakter (forordninger og direktiver).

Udviklingen i EU’s reguleringsomfang kan opgøres som udviklingen i antallet af ord i de retsakter, der gælder på et givet tidspunkt.

Selvom længden af en given retsakt ikke isoleret set siger noget om, hvor restriktiv retsakten er, så er der i den videnskabelige litteratur bred enighed om, at udviklingen over tid kan bruges som et mål for det samlede reguleringstryk. Fx skriver Jakobsen og Mortensen (2014)[1], at ”10 ord mere i en given lov betyder ikke nødvendigvis, at der kommer mere regulering, men […] hvis nettoantallet af ord i love og/eller bekendtgørelser vokser med flere tusinde ord fra et år til et andet, kan dette tages som udtryk for, at omfanget af statslig regulering er vokset.”, og fx Coffey m.fl. (2016)[2] og Dawson og Seater (2013)[3] bruger udviklingen i antallet af ord/sider til at vise, at regulering påvirker den økonomiske vækst negativt.

Siden 2000 er det samlede antal ord i EU’s retsakter steget fra ca. 5,6 mio. ord i 2000 til ca. 22,9 mio. ord d. 13. oktober 2025 svarende til en vækst på mere end 300 pct., jf. figur 1.

Regelmængden, som udspringer fra Bruxelles, er vokset med rekordfart siden 2022 – på trods af at EU-Kommissionen selv har problematiseret den voksende regelbyrde så sent som i Kommissionsformandens tale d. 10. september 2025. Regelmængden er nu pr. 13. oktober 2025 på 22,9 mio. ord mod 20,0 mio. ord ved starten af 2022, en stigning på 2,9 mio. ord, eller 15,8 pct., svarende til en årlig vækstrate på 3 pct.

Man taler fra Kommissionens side om “regulatorisk lederskab”, men forveksler det med økonomisk lederskab. Resultatet er et Europa, der fører an i regulering – men ikke i vækst. USA og Kina har færre regler, men langt højere produktivitet. I dag er BNP-gabet mellem USA og EU vokset fra 15 til 30 pct.; omkring 70 pct. af forskellen skyldes lavere produktivitet i Europa.

Omkostninger til compliance (efterlevelsesomkostninger) for SMV’er overstiger ofte 10 procent af deres overskud. Regelsæt som GDPR, AI Act, CSRD og EUDR er gode eksempler på regler skabt med gode intentioner, men som påfører virksomheder store byrder med tvivlsomme gevinster. Når virksomheder skal spore kaffebønner til den enkelte farm (EUDR), er vi langt fra proportionalitet.

Der er tale om en selvforstærkende mekanisme. Når flere ressourcer og dygtige mennesker flyttes fra produktion og innovation til regulering og efterlevelse, bliver reguleringsapparatet både større og mere komplekst. Regulering tiltrækker de mest kompetente embedsmænd, som igen bliver bedre til at udvide deres egen indflydelse – et velkendt problem fra økonomisk teori[4]. Gevinsten ved at drive reguleringsaktiviteter stiger, mens gevinsten ved iværksætteri falder.

Den nye Growth and Competitiveness Compass rummer mange fine hensigtserklæringer, men overser de grundlæggende trade-offs. Man ønsker samtidig en “ren økonomi”, “bæredygtig velstand” og “en unik social markedsøkonomi” – men uden at erkende, at reel vækst kræver prioriteringer. I stedet foreslås “action plans” for industrien og nye strategier, snarere end fjernelse af eksisterende byrder. Selv den erklærede “simplificering” består i seks såkaldte omnibuspakker, som mest justerer i marginalen.

Udfordringerne udstilles i Kommissionens Growth and Competitiveness Compass, som rummer mange fine hensigtserklæringer, men overser, at vækst kræver et valg mellem trade-offs. Samtidig med, at man ønsker en “ren økonomi”, “bæredygtig velstand” og “en unik social markedsøkonomi” ønsker man også reel vækst, som netop kræver at fravær af statslig indblanding. I stedet for mindre indblanding foreslås “action plans” for industrien og nye strategier, snarere end fjernelse af eksisterende byrder. Selv den erklærede “simplificering” består i seks såkaldte omnibuspakker, som mest justerer i marginalen