Beslutninger om forsvarsudgifternes andel af BNP træffes ikke i et tomrum – de skal være tilstrækkelige til, at den geopolitiske modpart vurderer, at risikoen for tab ved en væbnet konflikt er større end den potentielle gevinst.
Spørgsmålet er derfor, hvad det mindst mulige beløb er, som en gruppe af lande, der står over for en fælles fjende, kan anvende på forsvaret som andel af BNP?
Det kalder vi MVDE – Minimum Viable Defence Expenditure.
Tabsrisikoen er en funktion af modpartens egen militære formåen. Der findes forskellige opgørelser over militær formåen, herunder CINC og GFP[2]. Begge korrelerer positivt med forsvarsudgifternes andel af BNP.
Vi anvender de russiske forsvarsudgifter opgjort i konstante 2021-dollars som mål for russisk militær formåen.
Det er vigtigt at understrege, at vi her alene ser på inputs – dvs. nominelle beløb. Analysen tager ikke stilling til, hvor meget forsvarskapacitet, der kan købes for pengene. For eksempel er lønniveauet i Rusland meget lavere end i Danmark. Modsat udgør udgifter til soldater en forholdsvis lav andel af de russiske forsvarsudgifter[3].
Til gengæld – hvis den primære økonomiske forskel på Danmark og Rusland kan forklares med forskellige lønniveauer, må man spørge: Hvorfor har Danmark så ikke tidligere købte langt flere varer i Rusland end vi gjorde? Svaret er, at forskellene i købekraft også dækker over modgående kvalitative forskelle. En kampvogn eller et fly er ikke blot en kampvogn eller et fly.
Købekraftsjustering er i virkeligheden blot et forsøg på at vise, at det samme nominelle dollarbeløb kan give forskellige forsvarskapaciteter i forskellige lande.
I forhold til evnen til at afskrække evt. russisk aggression er reel forsvarskapacitet det afgørende ”output” – men denne analyse har alene fokus på at sikre, at NBP-landene matcher Rusland på input-siden.
