Stor stigning i antallet af hackerangreb på virksomheder

Antallet af hackerangreb er mere end fordoblet i årene 2019 til 2021. Blandt de små virksomheder er det nu godt hver 4. virksomhed, som i løbet af 2021 har oplevet brud på IT-sikkerheden. Hackerne har i højere grad også fået øjnene op for de helt små virksomheder.

Dato: 06. september 2022

Næsten hver fjerde mindre virksomhed med mellem 10-49 ansatte har i løbet af 2021 oplevet brud på IT-sikkerheden. Det er en markant stigning sammenlignet med 2019. Ifølge Rådet for Digital Sikkerhed starter 90 pct. af alle vellykkede cyberangreb med et såkaldt phisingangreb. Det betyder, at hackerne sender en mail til offeret og udgiver for at være en anden. Det kan f.eks. være skattevæsenet eller banken. Hackernes interesse for særligt de små virksomheder er steget siden 2019. Det kan koste virksomhederne dyrt at blive hacket. Fx vil et ransomware-angreb koste en gennemsnitlig lille virksomhed i omegnen af 376.000 kr. alene i tabt omsætning jf. SMVdanmarks analyse fra 2022.

Hovedpointer fra undersøgelsen

  • Godt hver fjerde lille virksomhed har i løbet af 2021 oplevet brud på IT-sikkerheden.
  • Hackernes forsøg på at hacke de små virksomheder er steget voldsomt siden 2019 med hele 156 pct.
  • Det er særligt branchen for information og kommunikation, som oplever brud på IT-sikkerheden.

Stor andel af virksomhederne oplever brud på IT-sikkerheden

I løbet af 2021 har en stor andel af virksomhederne oplevet brud på IT-sikkerheden. Det er stadig mest udbredt blandt de helt store virksomheder, og der er en klar sammenhæng mellem andelen af virksomheder, som oplever brud på IT-sikkerheden og virksomhedens størrelse jf. nedenstående figur. Over halvdelen af de store virksomheder med over 250 ansatte oplevede i løbet af 2021 et brud på virksomhedens IT-sikkerhed. Imens har godt hver fjerde lille virksomhed oplevet brud på IT-sikkerheden i løbet af 2021.

Hackernes interesse for de små virksomheder er steget

Der er sket en markant udvikling i antallet af hackerangreb, hvis man sammenligner med 2019 på tværs af alle virksomhedsstørrelser. Men det er særligt de små og mellemstore virksomheder, som har oplevet en stigning i antallet af angreb.. Sammenlignet med 2019 er antallet af små virksomheder, som havde brud på IT-sikkerheden, steget med 156 pct. Imens er stigningen for de store virksomheder 77 pct. Det er altså i højere grad også de små virksomheder, som bliver hacket, sammenlignet med tidligere, hvor vi så en tendens til at hackerne primært gik efter det store. 

Hackerangrebene går særligt ud over branchen for information og kommunikation

37 pct. af virksomhederne i branchen for information og kommunikation og med 10 eller flere ansatte har i løbet af 2021 oplevet brud på IT-sikkerheden. Det er dermed den mest udsatte branche. Imens er den mindst udsatte branche bygge- og anlæg, hvor andelen er 14 pct.

Konklusion og politikforslag

Antallet af hackerangreb er mere end fordoblet i årene 2019 til 2021. Blandt de små virksomheder er det nu godt hver 4. virksomhed, som i løbet af 2021 har oplevet brud på IT-sikkerheden. Hackerne har i højere grad også fået øjnene op for de helt små virksomheder.

SMVdanmark anbefaler, at der oprettes et forum for vidensdeling om cybersikkerhedshændelser virksomhederne imellem. Der er alt for lidt vidensdeling i forhold til brud på virksomhedernes egen cybersikkerhed. Det skyldes, at virksomhederne ikke ønsker at stå frem, da det kan være skadeligt for den enkelte virksomhed, men faktisk gavner SMV'erne som samlet enhed.  Derudover foreslår SMVdanmark også, at politiet øger prioriteringen for indsatsen af dette område. Konkrete indsatsområder for nogle af de hyppigste brud på cybersikkerhed bør etableres.

Lasse Lundqvist

Konsulent

tlf +45 41 29 20 09 Læs mere om Lasse Lundqvist