Gør det muligt at reparere flere skadede biler

Mens den internationale forsyningskrise har affødt en stor mangel på biler, skrottes der i Danmark stadig hundredvis af skadede biler, som sagtens kunne være repareret. En alt for lav reparations-grænse står i vejen for fornuftige reparationer, der dels kunne afhjælpe danskernes behov for biler, dels kunne sikre mere genbrug og bedre brug af ressourcer, mener SMVdanmark.

Skal man have ny bil, kan leveringstiden nemt snige sig op på mere end et halvt år, og markedet for brugte biler er brandvarmt. Men samtidigt skrotter vi i Danmark mellem 3.000 og 5.000 biler hvert år, hvor flere hundrede af dem stadig ville kunne køre på danske veje. Det skyldes, at skadede biler ikke må repareres for mere end 75 pct. af bilens værdi. Men det er tosset, mener Henrik Pedersen, formand for Autoudvalget i SMVdanmark, der foreslår at afskaffe den grænse.

”En højere reparationsgrænse løser to af vores tids helt store udfordringer. Den vil på én og samme tid afbøde forsyningskrisen og den store efterspørgsel på nye biler, mens den vil sikre en højere grad af genbrug og bedre udnyttelse af de ressourcer, vi allerede har produceret. Det er både godt for økonomien og for klimaet. Desuden vil det skabe flere arbejdspladser i Danmark frem for hos de udenlandske bilproducenter,” siger han.

Sværere at genbruge reservedele

Reparationsgrænsen er lovbestemt og overskrides den, skal man betale registreringsafgift af bilen én gang til. Beregningen af de 75 pct. skal tilmed ske ud fra prisen på nye reservedele, selvom langt billigere genbrugsdele sagtens kan benyttes. Det medfører ofte skrotninger af let skadede biler, der nemt kunne blive køredygtige igen, fortæller Henrik Pedersen. Derfor mener han, at udover en højere reparationsgrænse må politikerne tage et opgør med skatteministeriets forældede beregningsmetoder, der står i vejen for mere genbrug af brugte dele.

”Det giver jo ingen mening, at hele samfundet skriger på mere genbrug og cirkulær økonomi, mens reparationer af skadede biler skal opgøres med splinternye reservedele, selvom man sagtens kan bruge brugte reservedele. Det er en meget stor hindring for, at vi kan øge genanvendelsen indenfor autobranchen,” siger han.

Ifølge Klimarådet udleder produktionen af nye biler (ekskl. batteri) typisk mellem 5,4 og 10,6 ton CO2, alt efter størrelse og type. Der er altså store CO2 besparelser at hente ved at levetidsforlænge biler. En analyse fra SMVdanmark viste sidste år, at der siden 2011 er skrottet ca. 50.000 biler med en levetid under 10 år. Godt 9.000 af dem har haft en levetid på under 5 år.

FAKTA: SMVdanmarks autoudvalg består af Dansk Bilbrancheråd, Dansk Autogenbrug, Dansk Bilforhandler Union, SKAD og AUTIG.

Kontakt: Henrik Pedersen, formand for Autoudvalget i SMVdanmark
Mobil 40764082

 

David Elmer

Kommunikationschef

mobil 53855370 Læs mere om David Elmer

Tag del i alle vores medlemsfordele

Spar op til 50% på dine eksportdokumenter

Spar op til 50% på dine eksportdokumenter

Kom hurtigere over grænsen med et ATA Carnet. Som medlem af SMVdanmark sparer du 50% på prisen på d..

Tilbud & rabatter

Tilbud & rabatter

Som medlem af SMVdanmark har du adgang til en lang række fordele og rabatter. Klik dig ind på fordel..

Ja tak, jeg vil gerne indmelde mit firma

Ja tak, jeg vil gerne indmelde mit firma

Udfyld og send din ansøgning i dag - som medlem får dit firma hurtigt adgang til rådgivning og konta..