EU foreslår nu det, som SMVdanmark har kæmpet for i årevis – en lovbestemt maksimal betalingsfrist på 30 dage, når virksomheder handler med andre virksomheder. Det er utroligt glædeligt, at europapolitikerne endelig har indset det helt urimelige i, at store virksomheder holder betalingen tilbage og bruger de små som en bank, hvor de kan få gratis kassekredit. Hvilket de meget ofte gør.
Men nu starter slagsmålet. For Danmarks to største erhvervsorganisationer, Dansk Industri og Dansk Erhverv, vil med næb og kløer fortsat insistere på, at de store virksomheder skal nyde godt af deres markedsdominans og derfor i praksis at kunne diktere en lang betalingsfrist til deres mindre underleverandører. Derfor vil de bruge alle kneb og forhalingstaktiker for at modarbejde processen i EU-systemet.
Modstanden fra de to organisationer er især forargelig, når man ser, at de reklamerer med, at de også er SMV-organisationer. For denne sag viser jo tydeligt, at man ikke både kan varetage de store og smås interesser i samme organisation. Når det kommer til stykket, tager DI og DE ALTID de store virksomheders parti, for det er de store virksomheder, der for alvor spytter i kassen hos dem. Når man spørger dem, hvorvidt de ikke finder det rimeligt, at alle får betaling for deres arbejde inden for maksimalt 30 dage, kommer bortforklaringen, at der bør være frihed til at forhandle. Realiteten er bare, at den frihed betyder, at deres store medlemmer tjener mia. af kroner i sparede renter og gebyrer på bekostning af de små. Derfor ønsker de ikke, at noget bliver lavet om.
I en rigtig SMV organisations øjne er det naturligvis fuldstændig urimeligt, at store virksomheder kan udnytte deres dominerende stilling og kræve betalingsfrister så lange, at SMV’erne ender med at skulle betale moms til staten for opgaver, deres kunder endnu ikke har betalt for.
Du har naturligvis teknisk set retten til at sige nej til en stor ordre, hvis du ikke kan leve med betalingsfristen. Men det er jo sin sag at sige nej, for mon ikke den store, dominerende virksomhed så fravælger dig og går videre i rækken, indtil de finder én, der bøjer sig? Der er ganske enkelt en magt-ubalance på markedet, der gør den store virksomhed i stand til at presse den mindre.
Det er dét, økonomer kalder en markedsfejl. Og markedsfejl skal bekæmpes med lovgivning. Derfor kæmper vi med forstærket energi – blandt andet sammen med vores europæiske paraplyorganisation, SMEUnited, for at EU-kommissionens udspil bliver til lov i alle EU-lande. For det er kun fair, hvis man aldrig skal vente mere end 30 dage, før man får betaling for sit arbejde.